Billedserie: Publikum strømmede til hesteskue og kræmmermarked

I år var der rekord mange heste med til bedømmelse

Billedserie: Publikum strømmede til hesteskue og kræmmermarked

Tekst og foto: Jens Nielsen

Hele denne weekend er der igen Hesteskue og Kræmmermarked i Gørlev. 112 heste, en masse kræmmerboder og Kim Larsens Tivoli er klar til at tage imod alle de besøgende.

Efter to års pause, grundet COVID-19, kunne Gørlevudvalget, igen byde velkommen til Hesteskue og Kræmmermarked i Gørlev, lørdag formiddag.

Det varede ikke længe før bilerne holdt i kø for at komme ind på det populære marked, og denne gang var der hele 112 heste med til føl- og plageskue, fordelt på Belgiske heste, Jyske heste, Knabstruppere, Connemara, New Forest, Fell pony, Shetlændere, Fjordheste, Welsh, Gotlandsruss, Haflingere, Islændere og Miniature. 

Lørdagen er en rigtig hestedag, det er her de mange heste bliver bedømt af dommerne, og når hestene ikke er i ringen, er der mulighed for at komme helt tæt på de store flotte dyr, og det benyttede både store og små sig af.

Foruden de mange heste var der også 80 kræmmerstande hvor der kunne købes stort set alt. Blandt udstillerne var der også en række af politiske partier som delte rundhåndet ud af bolcher, balloner, roser og politiske budskaber.

Det store marked, som hver gang tiltrækker mange tusinde mennesker, fortsætter søndag, hvor Holbækgarden trækker op på pladsen, der kommer en række flotte veteranbiler og der vil dagen igennem være en række showindslag med heste. Søndag har markedet åbent fra kl. 10-16

Del