Billedserie: Ny bro løftet på plads
Tirsdag formiddag ankom den nye stålbro, som er produceret i Polen. En stor mobilkran løftede broen på plads på de nye fundamenter.

Af Jens Nielsen
En helt ny bro over Sukkerkanels udløb ved Bjerge Sydstrand blev tirsdag løftet på plads efter et stort forarbejde.
Den gamle betonbro over Sukkerkanalens udløb ved Bjerge Sydstrand blev bygget af murermester Nikolaj Hansen fra Gørlev sidst i 50’erne. De sidste mange år har det kostet rigtigt mange penge at vedligeholde den gamle bro og derfor besluttede Kalundborg Kommune sidste år, at udskifte broen med en helt ny bro, udført i jern og med en levetid på mindst 100 år.
”Den gamle bro var meget medtaget, betonen var flere steder smuldret væk, så det var en vurdering om man skulle blive ved med at bruge penge på vedligehold eller man skulle udskifte broen med en helt ny, derfor foreslog vi at broen burde udskiftes og det har politikerne så sagt ja til,” fortæller Ahmet Bilgin, vejingeniør i Kalundborg Kommune.
Projektet har været i udbud og tirsdag formiddag ankom den 23 meter lange og knapt 25 tons tunge bro så til Bjerge Sydstrand.
Inden broen kunne løftes på plads med en stor mobilkran, er der foregået et stort forarbejde. På hver side af Sukkerkanalen er der støbt et fundament som broen støtter på. Her er der bl.a. blevet rammet pæle ned i fem meters dybde.
Til dagens opgave med at få såvel mobilkran som den nye bro helt ned langs Sukkerkanalen til udløbet, var der udlagt jernplader, og da først den nye bro var kørt på plads tog det ikke lang tid for de professionelle folk at få hejst broen på plads på de nye fundamenter.
Selve brodækket beklædes med Azobétræ, også kaldet jerntræ pga. af de høje styrkeegenskaber.
Et godt tilbud
Hele projektet omkring den nye bro, som for øvrigt er produceret i Polen, er udført af Danpro Steel Construction A/S, som har været totalentreprenør på opgaven. En opgave til 2,5 mio. kr., i øvrigt et rigtigt godt tilbud.
”Da vi fik tilbud på projektet, fik vi faktisk nogle rigtigt gode priser. Det var lige da energikrisen var på sit højeste og mange firmaer havde behov for at få ordren for at kunne beholde deres mandskab, derfor har vi mindst sparet 1 mio. kr.,” fortæller Ahmet Bilgin.
Den nye stålbro over Sukkerkanalen forventes at være helt færdig medio marts.