Billedserie: Konkurrenterne så kun ryggen af Mathias
Motocrossbanen i Svebølle har det hele, masser af udfordringer, gode oversigtsforhold og de mange deltagere leverede varen med masser af dramatik, fart og flotte hop på deres vilde motocross motorcykler.

Af Jens Nielsen
Svebølle Motocross Klub var søndag vært for årets anden afdeling af DM i Motocross. Rigtigt mange publikummer lagde vejen forbi banen i Svebølle og fik masser af fart og spænding og Mathias Jørgensen levede helt op til sin favoritværdighed på hjemmebane.
Søndag var landets bedste motocrosskørere i aktion på banen i Svebølle hvor det gjaldt 2. afdeling af Danmarksmesterskabet.
Både kørere og publikum kunne glæde sig over det kæmpe arbejde de mange frivillige i klubben har lagt i, at skabe en udfordrende bane, der samtidig er en af de mest publikumsvenlige af slagsen i Danmark. Faktisk var 116 frivillige i gang søndag for at DM-afdelingen kunne afvikles.
Motocrossbanen i Svebølle har det hele, masser af udfordringer, gode oversigtsforhold og de mange tilmeldte deltagere leverede varen med masser af dramatik, fart og flotte hop på deres vilde motocross maskiner.
”Der er 114 deltagere tilmeldt og med deres mekanikere og andre hjælpere er de omkring 300 i det hele og så er der 900 publikummer som har betalt for at komme ind og se DM i motocross, det er vi faktisk rigtigt godt tilfreds med,” fortæller Benny Lorentsen, der er formand for Svebølle Motocross Klub.
Der blev kæmpet i tre forskellige klasser til DM-afdelingen i Svebølle, A MX1 og A MX2 som udgør det højeste seniorniveau og Mini 85-klassen, som er for de hurtige unge kørere i alderen 10-15 år.
Svebølle Motocross Klubs egen Mathias Jørgensen, som sidste år vandt DM-guld i MX2-klassen, går i år efter DM-sejren i den store MX1 klasse og efter søndagens tre heat på hjemmebane er han nu i front. Første heat blev han nr. 2 og i både 2. og 3. heat så konkurrenterne kun ryggen af Mathias, han var i den grad flyvende og sejren var på intet tidspunkt i fare.
Maxpuls på 192
”Når vi kører i udlandet, er hvert heat gerne på 30 min, der kører jeg med en maxpuls på 192 i stort set samtlige 30 minutter, og det sorterer hurtigt konkurrenterne fra, det er meget hårdt, her kører vi kun i 20 minutter og så er der flere som lige hænger på, men jeg er godt kørende lige nu,” fortæller Mathias Jørgensen mellem 1. og 2. heat, og det skulle han få helt ret i med sejren på hjemmebane.
Svebølle Motocross Klub kan på alle måder være stolte af et flot DM-arrangement hvor 900 publikummer købte billet.