Billedserie: Kalundborg blandt landets bedste steder til DM

Kalundborg Hockey Klub var også værter for DM i halhockey for ungdom tilbage i 2017 og har altså budt ind på arrangementet igen i år selv om det er en meget stor opgave for klubben.

Billedserie: Kalundborg blandt landets bedste steder til DM
Der er masser af aktivitet under DM-arrangementet hele weekenden i Kalundborghallen. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Kalundborg Hockey Klub er hele denne weekend vært for danmarksmesterskaberne i halhockey for ungdom. Kalundborghallen er et af landets bedste steder til indendørs hockey.

Hele denne weekend har Kalundborg Hockey Klub fornøjelsen af at være værter for DM i halhockey for ungdom. Det store DM-stævne afvikles i Kalundborghallerne.

Kalundborg Hockey Klub var også værter for DM i halhockey for ungdom tilbage i 2017 og har altså budt ind på arrangementet igen i år selv om det er en meget stor opgave for klubben.

”Det er en stor opgave som kræver mange frivillige og selv om vi er 85 medlemmer så er de fleste børn, men der er stor velvillighed fra forældrene men også vores unge seniorhold trækker et stort læs, og så er det er fedt, at vi kan trække et DM-arrangement til Kalundborg” fortæller Bettina Eriksen, der er formand for Kalundborg Hockey Klub.

Blandt de bedste haller

Selv om der er langt til Kalundborg så er deltagerne glade for at gæste byen, ikke mindst på grund af de optimale forhold til hockey i Kalundborghallen.

”Vi er meget privilegeret i Kalundborg, vores hal er ubetinget, sammen med hallen i Lyngby, blandt de allerbedste, det er der slet ingen tvivl om, det skyldes bl.a. at der er god udenomsplads rundt om banen, folk kan godt lide at komme her selv om de synes der er langt til Kalundborg,” fortæller Bettina Eriksen, som også oplyser, at klubben har et fantastisk samarbejde med hallens personale som altid er meget hjælpsomme.

Inden DM-kampene gik løs lørdag formiddag, havde Dansk Hockey Union programsat et U8 stævne, så de små kommende hockeystjerner også fik glæde af hele det spændende set up, som Kalundborg Hockey Klub har arrangeret, hvilket ikke mindst skyldes stor velvillighed fra lokale sponsorer.

Kalundborg klubben har selv et U10, U12 og U14 hold med til DM, der alle har spillet sig frem til at komme med i slutspillet.

DM-arrangementet fortsætter også søndag og Kalundborg Hockey Klub oplyser, at der er gratis entre til DM-arrangementet.

På billederne er det Kalundborg U12 (i grønne trøjer) mod Slagelse, her måtte den lokale klub dog se sig slået.

Del