Billedserie: En tur til Afrika

Moussa Diallo og hans trio fik hurtigt stemningen i vejret og danseglæden i top da han sammen med sine musikere satte gang i koncerten, hvor omkring 500 børn og voksne var mødt op.

Billedserie: En tur til Afrika Omkring 500 børn og voksne som var mødt op i Den 8. Himmel, blev inviteret med til Afrika sammen med Moussa Diallo og hans trio. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Tirsdag blev der afviklet endnu en spændende koncert i Den 8. Himmel. Her blev børn og voksne inviteret med en tur til Afrika sammen med Moussa Diallo og hans trio. 

”Her er jo faktisk lige så varmt i dag som i Afrika. Og i dag skal vi faktisk rejse en lille tur til Afrika, er i klar på det,” sagde Henrik Birk Nielsen, da han tirsdag formiddag bød velkommen til endnu en koncert i den 8. Himmel i Klosterparken bag Kalundborg Gymnasium.

Moussa Diallo og hans trio fik hurtigt stemningen i vejret og danseglæden i top da han sammen med sine musikere satte gang i koncerten, hvor omkring 500 børn og voksne var mødt op.

Da Jannik Hastrup skulle lave tegnefilmen ”Cirkeline og Coco rejser til Afrika”, var det oplagt at bede Moussa Diallo, med rødder i den vestafrikanske musikkultur, om, at lave lydsiden til filmen.

Moussa Diallo fulgte filmens udvikling og lavede løbende musikken til den. Det blev til en stribe smukke, glade og dansevenlige sange, der også blev til et album med titler som ”Lille Krøltop”, ”Det blå næsehorn”, ”Kakaoprinsessen”, ”En lille sang fra Mali” og ”Chokoladeland”. Sange som blev præsenteret for publikum i Kalundborg i dag tirsdag.

I næste uge, tirsdag d. 26. juli er det Ramasjang Kristian som besøger Den 8. Himmel. Showet foregår i Klosterparken i Kalundborg kl. 10.30. Billetter kan købes ved indgangen eller på kalundborgbib.dk. Det er det sidste af sommerens arrangementer for børn i Den 8. Himmel i Klosterparken.

Del