Billedserie: Det handler om at være aktiv

At gøre noget aktivt kan både være at gøre noget fysisk aktivt, men det kan også være kreativt, spirituelt, kulturelt eller socialt.

Billedserie: Det handler om at være aktiv
Der har været ekstra fokus på fysisk aktivitet i uge 41, hvor det er Verdens Mentale Sundhedsuge. Fredag spillede 10. klasserne fodbold. Foto: Jens Nielsen.

Af Jens Nielsen

Fysisk aktivitet er rigtig godt for det mentale helbred. Selv om det faktum er almindelig kendt, så har der været ekstra fokus på det i uge 41, hvor det er Verdens Mentale Sundhedsuge.

Derfor arrangerede UngKalundborg en fodboldturnering for 10. klasserne i Kalundborg Kommune fredag på fodboldbanerne bag Allikelund Gymnasium.

”Vi vil gerne inspirere de unge til at komme ud og lave lidt flere fysiske aktiviteter. Det kan være med til, at give dem en lille mental pause fra dagligdagens pres. Når man laver noget sammen med andre, glemmer man lidt sig selv, og er i stedet fokuseret på den fælles aktivitet,” siger Tahir Bahkteari, afdelingsleder i UngKalundborg.

I Kalundborg Kommune arbejdes der med “ABC for mental sundhed”. Det handler om, at man - ligesom man kan træne sin fysiske sundhed - også kan træne, vedligeholde og styrke sin egen mentale sundhed. Det gør man ved at:

A. Gøre noget aktivt.
B. Gøre noget sammen.
C. Gøre noget meningsfyldt.

At gøre noget aktivt kan både være at gøre noget fysisk aktivt, men det kan også være kreativt, spirituelt, kulturelt eller socialt. Det handler om at engagere sig i verden omkring sig. Eksempler på at være aktiv kan være at læse en bog, danse i stuen, gå en tur i skoven eller løse en sudoko.

I UngKalundborg har de valgt at gøre det ved at invitere 10.klasserne med ud at spille fodbold. Der var i øvrigt biografbilletter til vinderholdet. 

Eleverne havde selv 3D printet både pokal og medaljer. Finalen blev vundet holdet Delta som slog Bravo 5-3

Del