Billedserie: "Det er lige så man får gåsehud, den stemning får du bare ikke hjemme i stuen"

”Bestyrelsen blev enige om at vi skulle lave noget mere for de unge, skabe noget stemning og måske få flere til at spille fodbold og så vil vi selvfølgelig gerne vise det store sammenhold vi har"

Billedserie: "Det er lige så man får gåsehud, den stemning får du bare ikke hjemme i stuen"
Der er stor tilslutning til storskærmarrangementerne på sportspladsen i Kirke Helsinge. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Søndag aften var omkring 400 samlet for at se Danmark spille EM-fodbold på sportspladsen i Kirke Helsinge, og torsdag aften var mindst lige så mange og måske endda flere, samlet for at følge Danmarks kamp mod England. Det er støtteforeningen KHI’s Venner som inviterer.

Med støtte fra Kalundborg Kommunes Kultur og Fritidsudvalg, en fond og lokale sponsorer er det blevet muligt at invitere til EM i fodbold på storskærm på sportspladsen i Kirke Helsinge, og endda helt gratis.

”Bestyrelsen blev enige om at vi skulle lave noget mere for de unge, skabe noget stemning og måske få flere til at spille fodbold og så vil vi selvfølgelig gerne vise det store sammenhold vi har,” fortæller Frank Olsen fra KHI's Venner, og fortsætter, ”Så længe Danmark er med så viser vi kampene, det har vi givet hinanden håndslag på.”

Mange flere end ventet

Storskærmsarrangementerne på sportspladsen i Kirke Helsinge er blevet en stor succes, måske også større end arrangørerne havde turde håbe på. De fleste kom fra lokalområdet, men der var også folk fra Slagelse og Korsør som kiggede forbi.

"Det er blevet meget større end vi havde turde håbe på, jeg sagde for sjov at vi bliver 400, det var vi så i søndags og i dag er her også mindst 400 måske lidt flere og det passer egentligt fint, vi behøver ikke at være flere hvis vi ikke skal slide os selv op inden finalen spilles,” fortæller Frank Olsen, og fortsætter, ”Det der med at samles, synge nationalsang og den stemning der er når der scores, det er lige så man får gåsehud, det er stort og den stemning får du bare ikke hjemme i stuen.”

Uden mad og drikke

KHI’s Venner sælger øl, vand, grillpølser og pomfritter i forbindelse med storskærmsarrangementerne og med så mange mennesker på pladsen blev der udsolgt af pomfritter til arrangementet søndag. hele 40 kg. blev der spist og der blev også drukket næsten alt det fadøl som var købt ind, men til torsdagens fodboldkamp var KHI’s Venner klar med nye forsyninger.

”Denne gang har vi købt 60 kg pomfritter og vi har også hentet mere øl end sidste gang, så vi regner med at det er nok, hvis vi løber tør for øl, kommer vi til at høre for det i mange år,” griner Frank Olsen

Del