Billedserie: Debat ansigt til ansigt

”Bliver der mindre og mindre brug for sådan et folkemøde fordi tiden den ændrer sig. Der vil jeg bare sige, at der bliver mere og mere brug for at holde folkemøde, især når man kigger ud i verden"

Billedserie: Debat ansigt til ansigt
Fotos: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Rigtigt mange var lørdag mødt op i det fine sommervejr til Folkemøde Kalundborg i Høng. En hel dag med debatter, underholdning og spændende stande for bl.a. foreningslivet, politiske partier og forskellige afdelinger af Kalundborg Kommune.

Folkemøde Kalundborg i Høng blev igen i år afviklet ved Høng Centret, og her blev der budt på et varieret program hele dagen. Folkemødet er dagen, hvor bl.a. politikere og borgere diskuterer lokale forhold, hvilket de gjorde rundt om i debat teltene, ligesom rigtig mange foreninger har stande, hvor man kan få en hyggelig snak.

Laila Madsen, formand for foreningen Folkemøde Kalundborg, bød velkommen og sagde bl.a.i sin tale:

”Det der er ved vores folkemøde, er jo, at mødes ansigt til ansigt og have respekt for hinanden og hinandens synspunkter, det var jo hele grundideen da vi for ni år siden lavede vores første folkemøde her i Høng. Mange debatter foregår jo desværre bag en skærm i dag, vi vil gerne være med til at skabe den levende demokratiske debat. Vi skal ikke være enig om alting, men vi skal kunne snakke med hinanden og respektere det vi hver især mener, det er det som skal være styrende for debatterne her på vores Folkemøde Kalundborg i Høng.”

Herefter gav hun mikrofonen videre til borgmester Martin Damm (V) og bl.a. sagde:

”Bliver der mindre og mindre brug for sådan et folkemøde fordi tiden den ændrer sig. Der vil jeg bare sige, at der bliver mere og mere brug for at holde folkemøde, især når man kigger ud i verden, men også når man kigger her i Danmark i den tid vi er i.”

De mange debatter foregik dels i to store opstillede telte og dels på torvet i Høng Centret.

Debatten om landbruget, hvor Jacob Jensen, minister for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, bl.a. deltog sammen med flere folketingsmedlemmer, trak mange mennesker til og interessen var også stor da der blev debatteret, Hvad gør vi med alt det vand, hvor Teknik og Miljøudvalget mødte borgerne.

Øvrige debatter handlede fx om Psykiatrien, Regeringens ældrereform i et Kalundborg perspektiv, børn og unges trivsel, hvilken folkeskole drømmer vi om og der var også blevet plads til fællessang efter højskolesangbogen i et af debat teltene.

I alt var der 50 stande til dette års Folkemøde Kalundborg i Høng.

Idéen til Folkemøde Kalundborg i Høng opstod efter LOF Høngs debataften den 16. december 2014 på Café Liv i Høng. Inviterede politikere gav udtryk for et ønske om at møde flere borgere i valgperioden. Og dermed var idéen født.

Folkemøde Kalundborg hviler på frivillige, der yder en ekstraordinær indsat for Folkemøde Kalundborg i Høng.

Del