Billedserie: Birthe malede Kalundborg rød
”Skal vi ikke male Kalundborg rød,” spørger Birthe Kjær de mange som er mødt frem foran scenen og efter de mange skrig at dømme, så er det en rigtig god ide.
Af Jens Nielsen
Det gode vejr torsdag trak rigtigt mange gæster til Kalundborg Rock’er på Gisseløre. God musik på to scener og en veloplagt Birthe Kjær fik godt gang i festen.
Birthe-Birthe-Birthe lyder det mod scenen og de mange som er kommet for at høre Birthe Kjær & Feel Good Band klapper i takt.
Med smilet indstillet på uendeligt gør Birthe Kjær sin entre på den store scene til Kalundborg Rock’er og publikum i flere generationer, de helt unge forrest, går nærmest amok, hun er kult.
”Skal vi ikke male Kalundborg rød,” spørger Birthe Kjær de mange som er mødt frem foran scenen og efter de mange skrig at dømme, så er det en rigtig god ide.
Næste nummer på sætlisten er fra 1968, men stadigvæk populær.
”Vi skal helt tilbage til 1968 hvor jeg indsang den første plade som kom direkte ind på Dansktoppen og jeg har faktisk sunget den sang lige siden, og nu skal vi ha’ Arrivederci Franz,” sagde den populære sangerinde, som i næste måned runder 76 år.
Og det kan godt være, at sangen er fra 1968 og, at der overhovedet ikke var tænkt på de unge som stod forrest på det tidspunkt, men de kendte teksten, det gjorde de i øvrigt også på de andre populære sange, Birthe Kjær serverede.
Ideen med at udvide Kalundborg Rock’er til tre dage ser ud til at være en succes, rigtigt mange havde fundet vej til Gisseløre og dem som ikke stod foran scenen for at være helt tæt på musikken, som også i år kom fra to scener, sad og hyggede ved de mange opstillede borde eller ved en af festivalens nyheder, Champagne Loungen på sand.
Udover Birthe Kjær bød torsdagen bl.a. også på Selmani Brødrene, som åbnede festivalen, samt Chif One, Mathilde Falch og Gasoline.
Kalundborg Rock'er fortsætter både fredag og lørdag.