Billedserie: Birthe malede Hvidebækhallen rød

Så snart Birthe Kjær viste sig på scenen blev der taktfast råbt ”Birthe – Birthe” fra et totalt fyldt dansegulv.

Billedserie: Birthe malede Hvidebækhallen rød
Birthe Kjær lagde ud med sin vinder grand prix sang fra 1989 ’Vi maler byen rød’ og så var stemningen ellers sat til en forrygende aften for de mange gæster i Hvidebækhallen. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

750 gæster fik et brag af en julefrokost i Hvidebækhallen lørdag aften, hvor Birthe Kjær og Feel Good Band sammen med Stig og Vennerne i den grad fik stemningen i vejret. Endnu en stor succes for Fuglede IF. 

I flere år har det været Sømændene som har været hovednavnet til den store julefrokost i Hvidebækhallen, men de var i år skiftet ud med Stig og Vennerne samt Birthe Kjær og Feel Good Band mens Jens Munkholm og Malou Kofoed underholdt under maden.

Det faldt helt sikkert også i publikums smag, alle 750 billetter til den store julefrokost var udsolgte på forhånd og så snart Birthe Kjær viste sig på scenen blev der taktfast råbt ”Birthe – Birthe” fra et totalt fyldt dansegulv.

Birthe Kjær lagde ud med sin vinder grand prix sang fra 1989 ’Vi maler byen rød’ og så var stemningen ellers sat til en forrygende aften for de mange gæster i Hvidebækhallen.

Birthe Kjær var hele sit store bagkatalog igennem til julefrokosten, også sangen som blev hendes gennembrud tilbage i 1968 "Arrivederci Franz".

Så selv om den populære dansktop sanger har rundet de 75 år kan hun i den grad sætte gang i festen, det beviste hun i Hvidebækhallen lørdag aften. 

De mange frivillige i Fuglede IF kan notere sig endnu en succes med halfest i Hvidebækhallen, men de har også øvet sig i mange år på netop denne disciplin – halfester med god musik og højt humør.

Del