Billedserie: 43 helt nye lejligheder i tidligere sygehus

”Her bygger vi lejligheder fra to til fire værelser, hvor de nederste lejligheder får deres egne lille have mens der etableres fransk altan på de øvrige lejligheder"

Billedserie: 43 helt nye lejligheder i tidligere sygehus Op mod 70 håndværkerne er lige nu i gang med at omdanne den ældste del af det tidligere Kalundborg Sygehus til 43 moderne lejligheder. Foto: Jens Nielsen

Tekst og foto af Jens Nielsen

Det tidligere sygehus i Kalundborg er omdannet til 170 kollegieværelser, nu er håndværkerne godt i gang med at etablere 43 familielejligheder i den ældste del af bygningerne.

Siden efteråret 2019 hvor Brian Vidtøft Nielsen købte det tidligere Kalundborg Sygehus, har der været stor aktivitet af håndværkere.

Der er bygget 170 kollegieværelser og ungdomsboliger, som alle er udlejet, og nu er turen så kommet til den ældste af bygningerne på det tidligere sygehus. Bygningen ned mod byen og Nørre Allé omdannes til 43 moderne familielejligheder.

”Det går rigtigt godt, vi er nu i gang med 43 familielejligheder, nu har vi bygget kollegie og ungdomsboliger, men nu er vi gået i gang med den ældste af sygehusets bygninger, den som ligger ned mod byen, som er fra 1925,” fortæller Brian Vidtøft Nielsen, og fortsætter, ”Her bygger vi lejligheder fra to til fire værelser, hvor de nederste lejligheder får deres egne lille have mens der etableres fransk altan på de øvrige lejligheder, der bliver tre meter til loftet, Svane køkkener, Junckers massive parketgulve, opvaskemaskine, og vaskemaskine/ tørretumbler, og vi regner med at kunne holde åbent hus på de nye lejligheder først i august.”

Op mod 70 håndværkere arbejder i øjeblikket på at omdanne den gamle bygning til moderne lejligheder, et stort arbejde hvor alt er revet ud, der er revet vægge ned og der bliver bygget nye op for at skabe plads til de nye lejligheder. Alt bliver nyt, nye tekniske installationer, nye vinduer, nye kloaker, intet af det eksisterende kan genbruges.

På den øverste etage er håndværkerne så langt, at maleren er i gang, der monteres stikkontakter og inden længe sættes der køkkener og bad ind.

Nederst i bygningen arbejder små gravemaskiner stadigvæk inde i selve bygningen. Der er gravet helt ned til den bare jord, så der er endnu mange timers arbejde inden det bliver til indflytningsklar lejligheder.

”Det har grebet lidt om sig efterhånden må jeg nok tilstå, men vi er glad for at have en god bankforbindelse ellers var det her aldrig lykkedes, og så har vi jo været heldige, at banken også kan se det fornuftige i Kalundborg, det går jo supergodt, der kommer hele tiden nye virksomheder til, det er fantastisk og vi har da heller ingen planer om at stoppe med at bygge, vi tænker, at vi vil bygge flere ungdomsboliger i den bygning som tidligere var varmecentral og centralkøkken,” fortæller Brian Vidtøft Nielsen.

Udvendig er der gravet op mod halvanden meter jord af op mod den gamle hovedindgang, her bliver der etableret en flot trappe og der laves en flot indbydende belægning i området. Den gamle hoveddør bliver renoveret og hele trappeopgangen bliver holdt i den originale stil. I det hele taget bliver der taget et stort hensyn for at bevare det gamle udtryk.

”Det er en flot gammel ejendom, derfor har vi også brugt rigtigt meget tid på at finde nogle vinduer som matcher det gamle udtryk så vi fastholder ejendommens tidligere stil, de nye vinduer ligner helt de gamle, de er bare med tre lag glas,” siger Brian Vidtøft Nielsen.

De 43 nye lejligheder i den gamle sygehusbygning har fået navnet Nørrepark og der er allerede lavet en hjemmeside så interesserede kan læse med og eventuelt blive skrevet op til en af de nye flotte lejligheder. Se mere – klik her

Del