Billeder: Julemusik med åbne vinduer

Billeder: Julemusik med åbne vinduer Beboerne på Plejecentret Enggården sad inde i varmen og nød sang og musik fra Richard Ragnvald som måtte stå ude i kulden. Foto: Jens Nielsen

Tekst og foto: Jens Nielsen

Dansktopsangeren Richard Ragnvald sørgede søndag for den rette julestemning både på Plejecentret Enggården og på parkeringspladsen ved Punkt1 på Stejlhøj.

 

Søndag eftermiddag var der sørget for den rette julestemning for beboerne på Plejecentret Enggården i Ubby.

 

Juledugen var lagt på bordene, der var varm kaffe i kopperne og beboerne var trukket i de varme trøjer for vinduerne stod åbne. Det var der en helt særlig grund til.

 

Dansktopsangeren Richard Ragnvald kom nemlig forbi med sit juleprogram, men grundet  coronasituationen måtte dansktopsangeren stå udenfor og synge, mens beboerne sad inde i varmen og nød musik og sang.

 

Det blev stemningen dog ikke dårligere af, beboerne sang med på de mange julesange og de blev da heller ikke snydt for ”Kære Lille mormor” og ”Tak fordi vi er venner”.

Inden Richard Ragnvald besøgte plejecentret i Ubby, lagde han vejen forbi parkeringspladsen ud for Punkt1 på Stejllhøj i Kalundborg, hvor der også blev sunget julemelodier.

 

Halvkoldt og småregn er dog ikke den bedste kombination for at lokke folk til en søndag formiddag, men dem som stoppede op kunne opleve en veloplagt Richard Ragnvald, inden Punkt1 serverede varm gløgg.

 

350 koncerter.

 

Hvor mange musikere har været hårdt ramt i forbindelse med Covid-19, så er det helt anderledes for Richard Ragnvald. Lige omkring 350 koncerter har han givet på plejehjem rundt om i hele landet siden Covid-19 ramte Danmark

Del