Billardklub på nye hænder
Hvidebæk Billardklub havde efterhånden mindre end 10 medlemmer tilbage, derfor rakte den aktive idrætsforening, Fuglede IF, hånden frem og har nu overtaget aktiviteterne.
Af Jens Nielsen
Hvidebæk Billardklub er nu blevet en del af Fuglede IF og det har givet mere aktivitet i kælderen under Hvidebækhallen i Jerslev.
Torsdag aften er der masser af aktivitet i billardlokalet under Hvidebækhallen, men sådan har det ikke været længe. Hvidebæk Billardklub, som blev stiftet tilbage i 1975, havde efterhånden mindre end 10 medlemmer tilbage, derfor rakte den aktive idrætsforening, Fuglede IF, hånden frem og har nu overtaget aktiviteterne i kælderen og det har allerede givet mere liv og mere aktivitet.
”Her var faktisk kun aktivitet to timer om tirsdagen, og sådan har det været i mange år, ellers stod lokalet tomt, så vi overtog så småt i foråret og er nu ved af få afviklet det sidste med de medlemmer som var tilbage i Hvidebæk Billardklub og så startede vi op i september måned og det er gået fint med op til 16 billardspillere hver torsdag aften, og vi opfordrer lige nu til, at alle interesserede bare skal kigge forbi, vi er her for fællesskabet,” fortæller Danni Christian Trebbien Høy, bestyrelsesmedlem i Fuglede IF og ansvarlig for Padel og Billard.
I det hele taget har Fuglede IF lige nu stor succes med at tiltrække nye medlemmer, håndboldafdelingen er kommet godt i gang med hold for både børn og voksne og med et nyrenoveret cafeteria (den renovering har Fuglede IF også stået for) giver det masser af netværk på tværs af afdelingerne.
”Der er åbent her i billardlokalet torsdag kl. 19.00 til 20.30, det passer nogenlunde med, at håndboldherrerne også er færdige på det tidspunkt, så mødes man i cafeteriet, hvilket vi synes passer endnu mere end i fællesskabet i foreningen,” fortæller Danni Christian Trebbien Høy.
Billardlokalet, som er udstyret med tre billardborde og et poolbord, har fast klubaften hver torsdag, men lokalet er egentlig åbent alle dage for dem som vil spille billard, det aftales blot medlemmerne imellem.