Bilinspektør undersøgte uheldssted
Politiet fik i samarbejde med bilinspektøren klarlagt, at en 62-årig mand fra Svebølle i en personbil var kørt ad Holbækvej i østlig retning, da han ifølge vidneudsagn og spor på uheldsstedet var kommet for langt over i den modsatte kørebanehalvdel.

Af Jens Nielsen
Politiet har nu fået klarlagt hændelsesforløbet af det voldsomme færdselsuheld på Holbækvej mellem Eskebjergvej og Skovbakkerne, mandag omkring middag.
Mandag kl. 12.00 rykkede rednings- og ambulancepersonale sammen med politiet ud til et færdselsuheld på Holbækvej omkring sidevejen Eskebjergvej, efter at tre bilister var blevet involveret i et sammenstød.
Politiet afspærrede Holbækvej for trafik i begge retning under redningsarbejdet, idet to af de tre parterne havde behov for hjælp. De to parter blev straks kørt til to forskellige sygehuse, hvor de blev indlagt til undersøgelse og fornøden behandling for deres tilskadekomster, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
En bilinspektør blev tilkaldt til uheldsstedet for at foretage undersøgelse af de implicerede køretøjer og uheldsstedet.
Politiet fik i samarbejde med bilinspektøren klarlagt, at en 62-årig mand fra Svebølle i en personbil var kørt ad Holbækvej i østlig retning, da han ifølge vidneudsagn og spor på uheldsstedet var kommet for langt over i den modsatte kørebanehalvdel.
Her strejfede han en modkørende personbil, som en 45-årig mand fra Kokkedal var fører af. Han forsøgte at undvige og blev derfor kun strejfet af den 62-årige, der efterfølgende stødte frontalt sammen med en varebil, som 33-årig kvinde fra Ringsted var fører af.
Kvinden og den 62-årige blev begge indbragt til et sygehus til undersøgelse og fornøden behandling for deres tilskadekomster som følge af sammenstødet.
Den 62-årige fik rutinemæssigt i forbindelse med indlæggelsen udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for eventuel påvirkning af enten alkohol eller euforiserende stoffer under kørslen.
Afspærringen og oprydningsarbejdet på dette uheldssted blev afsluttet kl. ca. 15.25, så trafikken ad Holbækvej i begge retninger kunne normaliseres.
Bil og varevogn i frontalt sammenstød