Bil trillede hen over seksårigt barn
Politi og redning kom frem til stedet, og pigen blev fløjet på hospitalet med en helikopter, da der var mistanke om, at hun kunne være kommet alvorligt til skade.
Af Jens Nielsen
En seksårig pige blev fløjet til hospitalet med en helikopter efter, at en bil var trillet hen over hende.
Fredag kl. 15.25 blev en seksårig pige ramt af en trillende bil på Nyrupvej i Kalundborg. Den seksårige havde været passager i bilen, og hun blev ramt, da hun løb bag om bilen, der netop var blevet parkeret. Ingen personer sad bag rattet, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Alt tyder på, at årsagen til, at bilen begyndte at trille var, at et andet barn, der befandt sig inde i bilen, kravlede over håndbremsen, og fik påvirket den, hvilket fik bilen til at trille. Bilen trillede hen over den seksårige pige.
Politi og redning kom frem til stedet, og pigen blev fløjet på hospitalet med en helikopter, da der var mistanke om, at hun kunne være kommet alvorligt til skade. De foreløbige undersøgelser viser, at pigen sandsynligvis er sluppet fra påkørslen uden at være kommet alvorligt til skade. Politiet betragter påkørslen som et hændeligt uheld.