Bil og motorcykel i alvorligt uheld

Fredag kort før midnat skete et alvorligt uheld mellem en bilist og en motorcyklist.

Bil og motorcykel i alvorligt uheld
Modelfoto.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Fredag kort før midnat skete et alvorligt uheld i krydset Nykøbingvej/Rugskovvejvej ved Ørslev, Ruds Vedby, mellem en bilist og en motorcyklist, som blev fløjet i helikopter til behandling efter uheldet.

Bilisten, en 30-årig kvinde fra Høng kørte ad Rugskovvej mod vest og stødte i krydset sammen med motorcyklisten, en 56-årig mand fra Slagelse. Motorcyklisten blev slynget af køretøjet og endte på en mark. Bilisten fortsatte lige over i krydset, hvor bilen trillede ned i en grøft. 



Den 56-årige motorcyklist kom alvorligt til skade, så han blev hentet i lægehelikopteren og fløjet til traumebehandling. Bilisten slap uskadt efter uheldet. Meldingen fra sygehuset var senere, at motorcyklisten var uden for livsfare. 

Hele krydset blev afspærret, og bilinspektøren blev tilkaldt for at undersøge uheldsstedet. Først omkring kl. 02.32 blev vejen genåbnet. Patruljen optog rapport om uheldet, hvor bilisten er mistænkt for at overtræde sin vigepligt. Parterne vil senere høre mere i sagen fra politiet. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport mandag.

Del