Bil fra rambuktyveri brændt af

Bil fra rambuktyveri brændt af Den stjålne bil er totalt udbrændt. Foto: jens Nielsen

Tekst og foto af Jens Nielsen

Den bil som blev brugt i forbindelse med rambuktyveriet mod Lysmesteren i Gørlev natten til fredag, er fundet udbrændt fredag morgen på Falkensøvej mellem Kirke Helsinge og Mullerup.

Ved gennemgang af videoovervågningsmaterialet efter natten rambuktyveri mod Lysmesteren i Gørlev, kunne politiet konstatere, at det var samme køretøj, som var anvendt også ved indbruddet i samme forretning natten til den 14. september 2021. Endvidere kunne politiet også konstatere, at køretøjet var meldt stjålet fra Fyn den 14. september 2021.


Fredag morgen kl. 07.04 fik politiet en henvendelse fra en lokal mand, der på Falkensøvej, Gørlev, var kørt forbi en brændende bil, hvorfor brandvæsnet og politiet blev alarmeret. Branden havde så godt fat i køretøjet, at det trods brandvæsnets indsats udbrændte.

Ud fra en foreløbig undersøgelse, herunder det brændte køretøjs nummerplade, arbejder politiet ud fra en formodning om, at det udbrændte køretøj er den stjålne bil fra Fyn, og som har været anvendt til de to indbrud i lampeforretningen.
Politiet vil derfor gerne i kontakt med personer, der har bemærket noget usædvanligt ved lampeforretningen i nat eller senere på Falkensøvej, hvor den brændende bil blev fundet kl. ca. 07.00. Oplysninger i sagen gives til politiet på tlf. 114.

Se også: Udsat for Rambuktyveri igen

Del