Bibliotek åbner snart igen

Biblioteket, der har været røgskadet grundet en raket, åbner snart dørene igen.

Bibliotek åbner snart igen Siden tirsdag har man været i fuld gang med at sætte bøger på hylderne på Høng Bibliotek.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Endelig kan der igen sættes bøger op på Høng Bibliotek, der fik røgskader efter en mindre brand i en reol nytårsaften. En vildfaren raket var røget gennem et vindue til biblioteket.

Siden tirsdag har ansatte ved Kalundborg Biblioteker og medarbejdere fra firmaet, Polygon, der bl.a. har haft alle bibliotekets kasser med bøger opmagasineret siden begyndelsen af januar, været i fuld gang med at sætte bøger på hylderne på Høng Bibliotek. Biblioteket er nu atter i tip top stand, og inden længe klar til igen at fungere som bibliotek for borgerne.

”Vi er i fuld gang med at fylde bøger på hylderne igen. Vi har mere end 600 flyttekasser, der skal pakkes ud med bøger, så der er kasser overalt lige nu. Dernæst skal alle bøgerne sættes rigtig på hylderne, så de står i de systemer, som de plejer. Der er nok at tage fat på,” fortæller Jette Mygind, biblioteksleder for Kalundborg Biblioteker.

På plads inden længe

Jette Mygind fortæller, at det hele er renoveret fint, men at der stadig lige mangler småting her og der. Men de håber dog på, at kunne åbne biblioteket i Høng op inden alt for længe.

”I dag får vi vores edb system, og i morgen kommer resten af møblerne. Vi har bl.a. fået ombetrukket nogle møbler, og det glæder vi os til at få ind i det fine lokale. Vi håber på, at kunne åbne omkring den 1. juli,” fortæller Jette Mygind.

Kalundborg Biblioteker vil gerne markere, når Høng Bibliotek igen åbner dørene op, men det er endnu ikke på plads, hvad der skal ske.

”Vi vil gerne markere åbningen med lidt hygge. Men vi skal vi lige finde ud af, hvad vi gør på selve dagen,” slutter bibliotekslederen.

Del