Beredskabsstyrelsen sat ind mod vandmasserne
Det pumpeudstyr som Beredskabsstyrelsen nu har sat op på Sydhavnsvej pumper 25.000 liter vand i minuttet, om det er nok til at holde vandstanden nede i Kærby Å og derved undgå store oversvømmelser, ja det kan kun tiden vise.
Af Jens Nielsen
Beredskabsstyrelsen er sat ind i Kalundborg med det helt tunge pumpeudstyr. DMI varsler kraftigt regn og det kommer til at give udfordringer i forhold til vandstanden i Kærby Å.
Onsdag mellem kl. 00:00 til torsdag kl. 12:00 forventer DMI kraftig regn mellem 50 og 80 mm i varslingsperioden i Kalundborg og har derfor udsendt en kategori 2 varsel, som betyder farligt vejr.
I Kalundborg er det især området omkring Kærby Å, som er kritisk. Der er i den seneste tid faldet meget regn og vandstanden står højt i Kærby Å, faktisk så højt, at flere haver i Lyngparken allerede er oversvømmet.
Derfor blev Beredskabsstyrelsen alarmeret sidst på dagen tirsdag og i løbet af aftenen mødte seks mand op med kraftigt pumpeudstyr som blev rigget til på Sydhavnsvej.
”I samarbejde med Kalundborg Kommune er vi blevet enige om at være så meget på forkant som det er muligt, derfor har vi rekvireret Beredskabsstyrelsen fra Næstved med pumpeudstyr så vi kan begynde at pumpe vand ud af Kærby Å inden de store regnmængder sætter ind i løbet af onsdagen,” fortæller Morten Hansen, områdeleder ved Vestsjællands Brandvæsen.
Det pumpeudstyr som Beredskabsstyrelsen nu har sat op på Sydhavnsvej pumper 25.000 liter vand i minuttet, om det er nok til at holde vandstanden nede i Kærby Å og derved undgå store oversvømmelser, ja det kan kun tiden vise.
Stopklodsen i Kærby Å er slusen på Sydhavnsvej i Kalundborg. Her lukker to klapper automatisk, når vandstanden fra fjorden bliver for stor. Derfor skal den kraftige pumpe flytte vandet fra Kærby Å og ud i Kalundborg Havn udenom slusen.
Mulighed for at afhente sandsække
Vestsjællands Brandvæsen er opmærksom på problemet med oversvømmelse af områder, der støder op til Kærby Å og har derfor gjort det muligt for borgerne at afhente sandsække på Rynkevangen 12 i Kalundborg. Husk selv en skovl, opfordrer Vestsjællands Brandvæsen.