Bedraget for et sekscifret beløb

En falsk bankmedarbejder samt en falsk politimand havde fået hende overtalt til, at overføre et sekscifret beløb til nogle anviste bankkonti.

Bedraget for et sekscifret beløb Modelfoto.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Torsdag middag henvendte en 61-årig kvinde fra den centrale del af Kalundborg Kommune sig til politiet efter, at hun var blevet klar over, at både en falsk bankmedarbejder, og en falsk politimand havde fået hende overtalt til, at overføre et sekscifret beløb til nogle anviste bankkonti.

Den 61-årige var onsdag aften kl. ca. 19 pludselig blevet ringet op af en kvinde, der præsenterede sig som en bankmedarbejder. Årsagen til den akutte henvendelse var, at nogen var ved at oprette et strakslån i den 61-åriges navn. Det kunne den 61-årige ikke forstå, hvorfor bankmedarbejderen straks stillede samtalen videre til politiet. Hun fik nu kontakt til en mand, der præsenterede sig som en IT-kriminalbetjent og oplyste et fiktivt politiidentifikationsnummer.

Under samtalen fik den falske politimand overtalt den 61-årige til flere gange at overføre beløb til nogle anviste konti, således at et sekscifret beløb i alt var blevet flyttet fra hendes bankkonti.



Den 61-årige havde onsdag aften ført en ca. fire timer lang telefonsamtale, der blev afsluttet med en oplysning fra svindlerne om, at hun torsdag ville blive ringet op af politiet. Da det ikke skete, begyndte hun at undre sig og fandt ud af, at hun var blevet fuppet af de to personer i telefonsamtalen.

Politiet har nu oprettet en anmeldelse om bedrageri over for den 61-årige i lighed med mange andre tilsvarende sager, hvor især ældre borgere er blevet fuppet og derved har mistet penge.

Politiet henviser til, at man aldrig skal give personlige oplysninger, herunder adgangskoder og kontonumre til personer, der ringer i ærinder, som man ikke er bekendt med. Spørg efter navn mv. og ring retur via hovedtelefonnummeret til pågældendes arbejdsplads således, at svindelnumre på den måde kan blive afdækket. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport.

Del