BARE VENT – en absurd romance uden ord
Teaterformidlingen Femkantens næste forestilling handler om kærlighed til livet - og hinanden
Af Thomas Gosch thomas@tv-kalundborg.dk
Teaterformidlingen Femkantens forestilling den 15. oktober på Postgården i Kalundborg er en rørende og varm fortælling om de allervigtigste ting i livet.
To naive sjæle, en kvinde og en mand i familie med klovnen, vandrer rundt i et poetisk og melankolsk univers, hvor de allermindste nuancer tæller. De to væsner kæmper begge med at finde livets melodi. Kunsten at leve er besværlig. Her bliver kunsten gribende og rørende.
De to udvikler en dyb og betingelsesløs hengivenhed for hinanden. Hele tiden med en tragikomisk tone, hvor grinet og gråden følges ad. Man kan ikke undgå at røres over de to personers troskyldighed, over alt det, der ikke behøver at blive sagt. Respekten, hengivenheden og den stadig større forståelse, knytter tætte bånd mellem mennesker.
Folmer Gry Kristensen er en institution i dansk teater og kendt for sine ordløse og poetiske forestillinger og sit banebrydende samarbejde med en anden kæmpe i dansk teater, Hans Rønne. Deres forestilling, AUGUST, vandt en Reumert for nogle år siden. Her i BARE VENT spiller han sammen med Gitte Gry Ballesheim, som også har været med til at skabe forestillingen.
Forestillingen spilles onsdag den 15. oktober kl. 19.30 på Postgården i Kalundborg. Billetter kan købes via Femkantens hjemmeside www.5kanten.dk .