Balladen fortsætter i Nyvangskirken

Nyvangskirken står tilbage med et amputeret menighedsråd og uden en fast præst. Det er som om, at uroen aldrig vil stoppe.

Balladen fortsætter i Nyvangskirken
Nyvangskirken i Kalundborg. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Flere medlemmer af det nyvalgte menighedsråd har allerede forladt rådet, senest formand Michael Husted. Konstitueret sognepræst Palle Kongsgaard har også opsagt sin stilling.

Der har i flere år været uro og ballade i Nyvangskirken, senest forlod det siddende menighedsråd pladsen i utide i foråret 2022.

En tirsdag aften i september blev der så valgt et nyt menighedsråd. Dermed håbede alle, at der nu blev arbejdsro i kirken efter flere års ballade og problemer.

Men der gik kun få dage så blev der afleveret en alternativ liste med kandidater og valget skulle derfor gå om.

Det foregik så sidst i november 2022 og et helt nyt menighedsråd blev valgt fra de to forskellige lister.

Flest stemmer fik Michael Husted og det øvrige menighedsråd pegede på ham som formand.

”Det er afgørende nu, at vi kan finde en fælles måde at samarbejde på, ellers bliver vi bare endnu en ny historie om Nyvangskirken,” sagde Pernille Svare, der er den ene af rådets nye medlemmer, dengang.

Men der skulle kun et par møder til før de første medlemmer af det nyvalgte menighedsråd forlod pladsen, det drejer sig om Michael Nielsen og Jane Mollerup.

Men det stopper ikke her, for her til årsskiftet har formand Michael Husted meddelt, at han forlader formandsposten og dermed menighedsrådet.

Han angiver personlige årsager til bruddet.

”Det er personlige årsager som gør, at jeg nu trækker mig, jeg skal kunne se mig selv i øjnene og jeg har en lille virksomhed her i byen som jeg også skal tage hensyn til, og jeg har egentligt ikke flere kommentarer,” fortæller Michael Husted, som ikke ønsker at uddybe årsagen til, at han trækker sig som formand.

Også menighedsrådets sekretær Charlotte Bjørn har her ved årsskiftet meddelet, at hun stopper som sekretær for menighedsrådet.

Præst har sagt op

Palle Kongsgaard har været indsat som konstitueret sognepræst efter, at sognepræst Birgitte Saltorp stoppede i efteråret, men nu har Palle Kongsgaard opsagt sin stilling og stopper ved udgangen af januar måned.

Provst Jørn Noe bekræfter i en e-mail, at Palle Kongsgaard har opsagt sin stilling, men da der er tale om, er personalesag kan han ikke meddele årsagen til opsigelsen.

Dermed står Nyvangskirken tilbage med et amputeret menighedsråd og uden en fast præst. 

Del