Bakketrolden Sindre er nu på plads – klar til at blive afsløret

”Han vækker en eller anden glæde, det er en sød lille fyr, det har været en fornøjelse at arbejde med ham,” fortsætter Maja Lisa Engelhardt.

Bakketrolden Sindre er nu på plads – klar til at blive afsløret
Formand for Lundbyekomiteen Holger Prehnum og billedkunstner Maja Lisa Engelhardt fulgte onsdag formiddag arbejdet med at få Sindre på plads. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Lørdag afsløres skulpturen af guldaldermaleren Johan Thomas Lundbye’s lille bakketrold Sindre. Det sker i forbindelse med åbningen af Lundbye Kunstfestival 2024. Onsdag blev den lille bakketrold sat på plads på en stor granitsokkel.

Guldaldermaleren Johan Thomas Lundbye bliver igen fejret med en stor festival i sin føde- og barndomsby Kalundborg, der starter lørdag, hvor en helt ny skulptur afsløres. 

I breve og ikke mindst billeder, udtrykte Lundbye sig bag sin lille selvskabte figur bakketrolden Sindre, og det er netop en helt ny skulptur af Sindre som afsløres lørdag kl. 13 hvor det bliver borgmester Martin Damm som for æren af, at hive det hvide klæde af Sindre så den lille bakketrold kan ses af alle.

Onsdag formiddag blev såvel det 800 kg. tunge granitfundament og selve den 70 kg. tunge bronzeskulptur af Sindre sat på plads ved Asylet, hjørnet af Torvet og Volden, herfra har den øjenkontakt med Lundbye i skikkelse af den bronzeskulptur, der blev indviet under Lundbye Kunstfestival i 2021.

I lighed med den store Lundbye skulptur er det billedkunstner Maja Lisa Engelhardt som har fortolket Sindre-figuren i bronze, inspireret af Lundbyes mange Sindre-tegninger, og det har ifølge den lokale kunstner været en fornøjelse at arbejde med den lille bakketrold.

”Jeg har været glad for at lave ham, det har været en noget nemmere opgave end at lave Lundbye skulpturen, også fordi Sindre er meget mindre og jeg havde alle Lundbyes skitser at arbejde ud fra, så jeg vidste hvordan han skulle se ud,” fortæller Maja Lisa Engelhardt, som onsdag formiddag fulgte arbejdet med at få Sindre på plads på sin sokkel.

”Han vækker en eller anden glæde, det er en sød lille fyr, det har været en fornøjelse at arbejde med ham,” fortsætter Maja Lisa Engelhardt.

Bakketrolden Sindre er støbt i Italien på det internationalt anerkendte kunststøberi Fonderia Artistica Mariani i Pietrasanta i det nordlige Toscana. Samme sted som også Lundbyeskulpturen blev støbt.

Bakketrolden Sindre er blevet til takket være en fornem privat donation fra Elsebeth Stryhn, tidligere topchef i fødevarevirksomheden Stryhn.

Frem til på lørdag er Sindre dækket til med en presenning, men de få som har nået at se den lille bakketrold er meget begejstret, han er sød og flot, lyder det.

Del