Bag tørre tal findes levende mennesker

Læserbrev: Bag tørre tal findes levende mennesker

Bag tørre tal findes levende mennesker med behov for varme hænder, nogle mere end andre, hvilket Kalundborgs Lærerkreds er ganske vidende om for, i folkeskolen er det dem, som har ansvaret for med begrænsede midler, at løfte elevernes faglige niveau og trivsel. Med en mangeårig underfinansieret inklusionsreform og med udsigt til færre midler i budget 2022, hvor 11 mio. kr. er besluttet at skulle findes ud af almenskolens inklusionsmidler, bliver en i forvejen fejlslagen arbejdsopgave med at løse inklusion blot mere fejlslagen. Det fremgår for mig ikke af de tørre tal, hvordan man har beregnet sig frem til, at 11 mio.kr. kan tages fra normalområdet og overgå til specialområdet for børn med særlige behov indskrevet i almen skolen på ordinære vilkår får ikke tilføjet yderligere midler og er ikke at betragte som inklusionsbørn før tildelt 9-støttetimer og eller er tilbagevisiteret fra specialskole til almenskolen. Der er for mig at se ingen midler at overføre fra almenskolen til specialområdet for mange af eleverne med særlige behov. Inklusionsmidler til almenskolerne er ikke øremærket inklusion og skoleledere kan derfor anvende disse midler til at skabe luft i skolens budgetter på andre områder, hvilket er fristende eller ligefrem nødvendigt i kommuner, hvor folkeskolen gennem mange år har været nedprioriteret.

Psykiatrien undrer sig ikke over den markante stigning af antallet af Børn- og Unge på specialområdet eller til Børne- og Ungdomspsykiatrien for, de havde forudset og advaret mod dette allerede før inklusionsreformen blev en realitet. Da Inklusionsreformen gennem mange år har forhindret udredning af rigtig mange børn- og unge, som først nu udredes er spørgsmålet mere,  om der er tale om en reel markant øgning eller blot en forskubbelse fra tidligere mange års antal af børn med diagnoser, som ikke er blevet diagnosticeret?.

Fakta er yderligere, at inklusionsloven er ændret fra at 98% af alle børn skulle indskrives i almenskolen til at kun de som kan, skal indskrives i almenskolen. Det handler om en politisk retning, hvor alle børn og unge skal have lige muligheder for skole og uddannelse, om de så i virkeligheden har det, er en anden debat.

De nye lovgivninger betyder, at almenskolerne kan visitere flere til specialskolerne og kommunerne henvise flere til behandling i psykiatrien, hvis de overholder lovgivningerne.

Fakta er også, at generation inklusionsbørn er mere behandlingskrævende, fordi de ikke har fået korrekt tidlig og vedvarende indsats fra kommunerne, ligesom udførelsen af inklusionsreformen krævede sine ofre for, man kan ikke opretholde, at 98% af alle børn skal indskrives i almenskolerne uden at fastholde børn med særlige behov i den til stor skade for børnene.

Mange af disse børn og unge er mørketal, som nu ser dagens lys, det er medvirkende årsag til øget antal af børn- og unge med diagnoser, mange af dem ser kun dagens lys, fordi psykiatrien enten informere om, at de vil eller laver underretninger på Kommunerne, når de ikke varetager at tilbyde rette skoletilbud og eller specialpædagogiske indsatser. Det er et nødvendigt onde for psykiatrien, fordi arbejdsbyrden bliver øget væsentligt på samme vis som i almenskolerne, når inklusion fejler og fordi psykiatrien har fået nok af en fejlslagen inklusion, som skader børn og unge.

Hvorfor er der under budgetforhandlingerne kun solidaritetsfølelse i forhold til kommunerne, men ikke staten? Er stigningen i antallet af henviste til psykiatrien ikke det samme som at tage et kæmpe stykke af en meget lille jordbærkage, som skal deles mellem alle kommunernes borgere?

Er det solidarisk ikke at ville udvide servicerammen, så kommunerne kan varetage de velfærdsopgaver, som der politisk er truffet beslutninger om, at kommunerne skal varetage, så et i forvejen trængt sundhedsvæsen og en økonomisk underprioriteret psykiatri kun skal varetage deres?

Der er intet som budgetforhandlinger, som får mig til at føle mig som et nummer i rækken eller et tørt tal.

Aldrig har jeg følt mig mindre værd som borger og menneske i Kalundborg Kommune.

Maria Farrel Larsen

Et tørt tal eller borger i Kalundborg Kommune om man vil