Badning i Kalundborg Havnepark er forbudt

”Badenymfer og badeløver skal finde andre bademuligheder end havnebadet i år. Selv om det er surt, er der en god historie bag."

Badning i Kalundborg Havnepark er forbudt Det ellers så populære havnebad i havneparken er lukket af sikkerhedsmæssige årsager frem til august/september næste år. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

I uge 30 går arbejdet med sidste etape af Kalundborg Havnepark i gang og det betyder, at alle former for badning fra havneparken er forbudt, oplyser Kalundborg Kommune.

”Badenymfer og badeløver skal finde andre bademuligheder end havnebadet i år. Selv om det er surt, er der en god historie bag. Vi går nemlig i gang med at gøre havnebadet endnu federe,” sådan skriver Kalundborg Kommune på havneparkens facebookside.

Mens håndværkerne arbejder i området omkring havneparken, vil det af sikkerhedsmæssige årsager ikke være tilladt at bade i havnebassinet.

Projektet omfatter opførelsen af de ydre værker i form af en fornyelse af de eksisterende broer og estakader, en ny Skibbro og bro mod syd, samt en bølgeskærm ud for den nye indsejling til havnebassinet.

Der vil blive bygget af én omgang, hvilket også inkluderer sommerperioden, og byggearbejdet vil uundgåeligt påvirke aktiviteter i havneparken og i havnebassinet, har Kalundborg Kommune tidligere oplyst.

Arbejdet skulle have været sat i gang i april, men grundet ventetid på materialer, bl.a. stål, begynder arbejdet først i uge 30.

Den primære byggeplads vil ligge i Kalundborg havn øst for Samsøfærgens leje. Det vil dog være nødvendigt med to containere til henholdsvis byggetilsyn og værktøj på stedet. Containerne bliver placeret øst for Cafeen i havneparken ud for kaj I. Der vil ligeledes være et areal foran den kommende Skibbro, der vil være afspærret i perioden, hvor man bygger, oplyser Kalundborg Kommune.

Kalundborg Kommune foreslår, at man tager en dukkert ved badestrandene langs Kystvejen eller ved Asnæsværket strand.

Arbejdet med sidste etape af havneparken forventes at være færdigt slut ca. august/september 2023.

De øvrige aktiviter i havneparken påvirkes ikke af ombygningen.

Del