Atomkraft på Asnæsværket?

De seneste år er interessen for atomkraft steget - både i befolkningen og i det politiske - som klimakrisen vinder frem, og der skal findes nye og bæredygtige energiformer.

Atomkraft på Asnæsværket?

Af Jens Nielsen

Et kernekraftbaseret energiselskab melder sig klar til at bygge små atomkraftværker i Danmark. Asnæsværket i Kalundborg er et af de steder som selskabet har udpeget hvor et atomkraftværk vil give mening.

Det kernekraftbaserede energiselskab Kärnfull melder sig klar til at bygge atomkraftværker i Danmark. Hvis altså politikerne giver lov til det og laver om på loven fra 1985, der forbyder atomkraftværker herhjemme, skriver mediet Finans.

Kärnfull vurderer, at vi om ganske få år kan se atomkraftværker i Danmark.

»Hvis udviklingen følger tendenserne i vores nabolande, så vil forbuddet mod atomkraft i Danmark blive fjernet om senest 3-4 år. At bygge selve atomkraftværket tager kun 2-3 år, hvorfor det ikke er byggetiden, der er en stopklods, men i stedet den regulatoriske og politiske proces,« siger Theis Palm, direktør for Kärnfulls danske afdeling, i en skriftlig udtalelse til Finans.

Udover Asnæsværket har energifirmaet også udpeget andre steder i Danmark, hvor et atomkraftværk vil give mening. Fordi der i forvejen er kraftværker tæt på større byer, og værkerne enten fyrer med kul, olie, gas eller biomasse.

Her ses Kärnfull muligheder for atomkraftværker i Danmark:

  • Fynsværket ved Odense
  • Studstrupværket ved Aarhus
  • Asnæsværket ved Kalundborg
  • Skærbækværket ved Fredericia
  • Nordjyllandsværket ved Aalborg

En Epinion-måling fra september viste, at 55 pct. af danskerne bakker op om at undersøge atomkraft i Danmark, mens 26 pct. siger kategorisk nej til idéen om atomkraft som en del af dansk energiproduktion. 19 pct. af de 1.056 adspurgte svarede ”ved ikke” på spørgsmålet om brug af atomkraft.

Del