Arkitektstuderende til forelæsning i biografen

Arkitektuddannelsen vil fremover bruge både den lille og den store sal som auditorium når der er forelæsninger. I dag onsdag indtog studerende de fede stole i den lille sal.

Arkitektstuderende til forelæsning i biografen
De arkitektstuderende i Kalundborg fulgte med i forelæsningen fra Holmen som blev livestreamet til Kino Den Blå Engel. Foto: Kirsten Hauge.

Af Jens Nielsen

De første 22 studerende er lige startet på arkitektuddannelsen i Kalundborg. I dag onsdag var der forelæsning sammen med de studerende på Holmen i København. Forelæsningen blev livestreamet til Kino Den Blå Engel.

Arkitektuddannelsen regner med at have plads nok på Kalundborg Station de første tre år, men allerede nu er der ønske om at lave aftaler med erhvervslivet i Kalundborg om en form for samarbejde.

Et af de første samarbejder er lavet med Kino den Blå Engel. Her vil arkitektuddannelsen bruge både den lille og den store sal som auditorium når der er forelæsninger.

I dag onsdag indtog de studerende så de fede stole i biografens lille sal, klar til at følge med i livestreamingen fra Holmen i København.

”De studerende er helt høje over de fede stole som er i den lille sal. Så kan de følge forelæsningen fra Holmen som bliver livestreamet på storskærm, så det er en gevinst både for os og for biografen,” fortæller Kirsten Hauge, institutkoordinator, Det Kongelige Akademi (arkitektuddannelsen).

Brian Sønder Andersen, indehaver af Kino Den Blå Engel er også godt tilfreds med den nye samarbejdsaftale med den nye arkitektuddannelse.

”De studerende var helt vilde med det, de var glade og godt tilfreds og på sigt skal vi bruge både den store og den lille sal,” fortæller Brian Sønder Andersen, og fortsætter, ”Det var lige præcis det vi designede den lille sal til da vi lavede den, at udover at vise film kan vi også bruge den erhvervsmæssigt fx til livestreaming."

To gange i løbet af året skal forelæsningen foregå i Kino Den Blå Engel hvor der så skal livestreames den modsatte vej til Holmen. Det kommer til at foregå i den store sal.

Del