Årets Halloween i Birkegårdens Haver
Efterårsferien nærmer sig, og det betyder hylende hyggelig Halloween i Birkegårdens Haver.
Af Thomas Gosch thomas@tv-kalundborg.dk
I efterårsferien vil der være Halloween hos Birkegårdens Haver. Oplev haverne i efterårets farver, og mød over 100 fantasifulde græskarfigurer, kæmpe-edderkopper, morsomme skeletter og meget mere.
Der er masser af sjove aktiviteter for børn hver dag. Her kan man blandt andet skære græskar og gå på opdagelse i den populære spøgelseslabyrint. Haverne har åbent fra lørdag d. 11. oktober til søndag den 19. oktober.
Efterårsmagi i haverne
”Træerne står klædt i årstidens smukke gul-orange farver, og overalt møder I sjove figurer, uhyggelige væsner, monstre og hekse. I kan gå en tur i Eventyrhaven og prøve at gætte, hvilke eventyr de forskellige figurer er fra. Vores dygtige team har skabt nye, fantasifulde figurer, der gør oplevelsen helt enestående” fortæller indehaver Merry Sørensen, og fortsætter: ”Slip kreativiteten løs med græskarudskæring for hele familien. Måske vinder dit mesterværk en præmie? De græskar, der bliver i haven, får en særlig plads i den japanske have, hvor de tændes lørdag den 18. oktober, hvor vi holder længe åbent.”
I denne periode kan børnene grave efter edderkopper, lede efter mønter med en metaldetektor eller tage på skattejagt i haverne. De små kan blive ansigtsmalet eller ride på et af de søde æsler, mens de større børn kan prøve en tur på en ATV. Derudover kan man også hilse på de søde dyr – især de nuttede små grise, der snart skal have et nye hjem.
”Lørdag den 18. oktober holder vi åbent helt til kl. 19. Man kan melde sig til Monsterburger-aften kl. 17:30 i caféen, hvor man kan bygge sin egen uhyggelige monsterburger. Bagefter kan man gå en tur i den japanske have med familien, hvor man bl.a. kan se børnenes flotte græskar lyse op i mørket,” slutter Mary Sørensen af med at fortælle.