Arbejde med at ombygge rundkørsel til lyskryds er sat i gang

Det er Kalundborg Kommune som i et høringssvar fra foråret 2023 har opfordret Vejdirektoratet til at igangsætte arbejdet omkring Tømmerup-rundkørslen inden anlægsarbejdet af selve Kalundborgmotorvejen

Arbejde med at ombygge rundkørsel til lyskryds er sat i gang
Mandskab og entreprenørmaskiner arbejder i området omkring rundkørslen i Tømmerup. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Kalundborgmotorvejen skal slutte i et firbenet lysreguleret kryds, med fire vognbaner. Nu er arbejdet med at ombygge rundkørslen til et lyskryds så småt sat i gang.

Rundkørslen ved Tømmerup skal ombygges til et lysreguleret kryds for at sikre en mere effektiv trafikafvikling i fremtiden. I dag er der dagligt tæt trafik omkring rundkørslen, især i myldretiden, hvor mange bilister ender med at holde i kø.

Det er Kalundborg Kommune som i et høringssvar fra foråret 2023 har opfordret Vejdirektoratet til at igangsætte arbejdet omkring Tømmerup-rundkørslen inden anlægsarbejdet af selve Kalundborgmotorvejen sættes i gang og det har Vejdirektoratet lyttet til og nu er arbejdet så småt sat i gang.

Mandskab og entreprenørmaskiner arbejder i området og ifølge Christian Tolderlund, projektchef i Vejdirektoratet, vil arbejdet bliver markeret mere officielt inden længe.

”Når man kommer fra motorvejen, vil der være helt op til fem spor, der leder ind til forskellige dele af Kalundborg, og der vil, på samme måde, være flere spor, der leder ud af byen også. Lyskrydset bliver gearet til at kunne rumme trafikken, der skal ind og ud af Kalundborg, og vi ved, at der i de kommende år vil være mere trafik grundet alle de håndværkere, der arbejder på Novo sitet. Det nye kryds forventes at stå delvist færdigt i 2025, og vil kunne gøre en stor forskel i morgentrafikken, hvor folk holder i lange køer, som det er nu, ind mod Kalundborg. Men krydset vil ikke kunne løse de problemer, man oplever om eftermiddagen. Det vil først ske, når vi slutter det sidste ben til – altså slutter motorvejen til det nye kryds. I en periode, mens vi bygger, vil det måske være lidt værre nogle steder, inden det bliver godt. Men det vil være muligt at etablere uden de helt store gener. Der vil dog være tale om en lavere hastighed generelt på strækningen. Mens vi ombygger rundkørslen, vil det stadig være muligt for trafikanter at passere igennem,” har Christian Tolderlund tidligere fortalt til TV-Kalundborg.dk

3. etape af Kalundborgmotorvejen skal stå færdig i 2028 har Vejdirektoratet tidligere oplyst.

Del