Anna von Lowzow har takket ja til debat om kunst og kultur i Kalundborg
Med debatoverskriften er Kunst og kultur i Kalundborg – tungen ud ad vinduet, har Anna von Lowzow takket ja til at deltage i en debat på Folkemødet Kalundborg i Høng den 26. august.

Af Jens Nielsen
Journalist og debattør Anna von Lowzow har sagt ja til at deltage på Folkemødet Kalundborg i Høng hvor der skal debatteres kunst og kultur i Kalundborg Kommune.
Anna von Lowzow fik i den grad sat ’Korsbæk’ på den anden ende med sin kronik i Berlingske i denne uge med overskriften -Kalundborg er et skrækeksempel på åndelig fattigdom-. Her skriver hun hvordan Kalundborg har forvandlet sig fra en levende by med et ungdomsmiljø og en aktiv og blomstrende midtby til en betonørken med vindblæste golde pladser i hver sin ende af gågaden.
Anna von Lowzows kronik har givet flere hunderede kommentarer på de sociale medier, og har fået det meste af befolkningen i Kalundborg op ad stolene. Langt de fleste giver Anna von Lowzow ret i hendes betragtninger, kun ganske få er imod.
Med debatoverskriften er Kunst og kultur i Kalundborg – tungen ud ad vinduet, har Anna von Lowzow takket ja til at deltage i en debat på Folkemødet Kalundborg i Høng den 26. august.
Her skal hun debattere kunst og kultur i Kalundborg kommune med Klaus Ødegaard formand for KAT (Kalundborg Amatør Teater), Anne Fabricius formand for Kalundborg Kunstforening og Hans Munk formand for Kultur og Fritidsudvalget.
Kalundborg er den kommune af alle kommuner der bruger færrest penge på kunst og kultur. I 2021 brugte Kalundborg 1.132 kr. pr. indbygger til kultur og fritid. Til sammenligning brugte Slagelse 1.907 kr., Odsherred 1.931 kr. og Holbæk 1.936 kr. I toppen ligger Roskilde med 2.681 kr. og Herlev med 3.287 kr., oplyser Niels Erik Danielsen, næstformand i Folkemøde foreningen.
Borgmester tilbyder guidet tur
Borgmester i Kalundborg Kommune Martin Damm (V) mener, at Anna von Lowzow ikke har sat sig ordentligt ind i, hvad der er undervejs i Kalundborg, og han tilbyder hende derfor en guidet tur rundt i byen.
Den invitation ser hun frem til, men har endnu ikke hørt fra borgmesteren.