Angreb mand med hammer og tog kvælertag på en anden
Den mistænkte er tilsyneladende samme mand, som torsdag middag og samme sted slog en knallertejer med en styrthjelm, da knallertejeren ville have sin stjålne knallert retur fra den mistænkte.
Af Jens Nielsen
Midt- og Vestsjællands Politi leder efter en bestemt mand fra lokalområdet, som kan mistænkes for at stå bag overfaldet på to mænd fredag eftermiddag bag det nedlagte Aldi supermarked på Sct. Jørgensbjerg.
Fredag eftermiddag fik politiet en anmeldelse om noget uorden og formentlig vold, som en nu flygtet mand havde forøvet over for et par mænd blandt flere forsamlede bag det nedlagte Aldi supermarked på Sct. Jørgensbjerg i Kalundborg.
Politiet traf i området 10-15 personer, hvoraf en 42-årig mand fra Kalundborg og en 49-årig mand fra Holbæk med lettere, overfladiske skader kunne anses som forurettede efter et overfald og trusler, som den nu flygtede mand kunne mistænkes for.
Den mistænkte var kommet til området, hvorefter han var kommet i skænderi med flere af de tilstedeværende. Han havde herunder overfaldet den 49-årige med en hammer, hvorved den 49-årige fik lettere skader, da han værgede for sig, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Den mistænkte var endvidere sur på den 42-årige mand, der blev grebet om halsen samtidig med, at han blev truet på livet i anledning af hans forventede rolle som vidne i sagen om overfaldet på den 49-årige. Herefter forsvandt den mistænkte fra området.
Politiet fandt i området en hammer, som måske er det redskab, som den mistænkte anvendte ved angrebet på den 49-årige.
Efterforskningen samt essensen af forskellige vidneudsagn har givet politiet grundlag for at lede efter en bestemt mand fra lokalområdet, som kan mistænkes for at stå bag overfaldet på de to mænd. Politiet fandt ham dog ikke umiddelbart ved søgning i lokalområdet.
Den mistænkte er tilsyneladende samme mand, som torsdag middag og samme sted slog en knallertejer med en styrthjelm, da knallertejeren ville have sin stjålne knallert retur fra den mistænkte.