Ambitiøst samarbejde gav pote

Folkene bag ”speed-jobdating” på Gyproc er glade for, at de tre dage er gået så godt, og at der har været så gode tilbagemeldinger.

Ambitiøst samarbejde gav pote
I tre dage har man på Gyproc afholdt ”speed-jobdating” i håb om, at man kan skaffe de opsagte medarbejdere nyt job.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

I tre dage har man på Gyproc afholdt ”speed-jobdating” i håb om, at man kan skaffe de opsagte medarbejdere nyt job. Der har derfor været inviteret 16 lokale virksomheder til en snak om mulighederne for en ansættelse hos dem, og initiativet har været en stor succes med 300 samtaler.

Saint-Gobain Gyproc i Kalundborg lukker produktionen i løbet af 2024. Den meddelelse fik medarbejderne i august sidste år, og det betyder, at knap 100 medarbejdere, der er blevet opsagt, skal finde et nyt job. Derfor har Gyproc i samarbejde med Jobcenter Kalundborg indgået et samarbejde om en slags jobcafé. Netop det unikke samarbejde skabte næsten 300 jobsamtaler i løbet af de tre dage med ”speed-jobdating”.

Der har været handling bag ordene

”Det er en god måde for folk at møde andre virksomheder på, og de ser, at virksomhederne er, som det de kender blot med andre måder at producere på. Der er mange maskin-processer både hos Novo Nordisk og på Gyproc, og det tænker man ikke over i dagligdagen. Men vi skal nok lære dem det, der er nødvendigt, når de får et job. Det er en fordel at få manet spøgelser til jorden eller få bekræftet fordomme. Vi kan se, at folk slapper mere af, når det er uformelt, og det er godt, at det foregår i kendte omgivelser. Man er normalt ude af komfortzonen som jobsøgende, men det her set up er med til at udligne det lidt. Vi er meget begejstrede, og har skrevet kandidatnavne ned, så hvis de søger, er der ikke langt til et job,” fortæller TR for operatører på Novo Nordisk, Søren Friis og Per Sadolin.

Søren Arens, der er business unit manager på Gyproc er klar over, at virksomhederne er tilstede for at få en potentiel arbejdskraft, men de hjælper også Gyproc og medarbejderne i processen med at søge job og blive mere målrettet, hvad angår nye jobmål, mener han.

Derudover har vi haft et godt samarbejde. Den drivende kraft er via varslingspuljen, hvor vi har haft mulighed for at benytte en frikøbt ressource i jobcentret. Vi ville sørge for at få noget hjælp, og der har været handling bag ordene. Det har været målrettet og ambitiøst. Faktisk er det ret imponerende, at vi har fået næsten alle virksomheder til at stille op, og der har været en lovende dialog om konkrete jobmuligheder flere steder. Nu skal vi have timingen til at være rigtig, så det ideelt set passer med fratrædelsesdatoer,” fortæller han.

Trygge rammer er af stor betydning

Pia Pedersen, der er industrioperatør på Gyproc, er også meget imponeret over, hvor godt det har fungeret. 

Det store samarbejde mellem virksomheder og jobcenter har gjort, at vi, i trygge rammer, kan komme ind og snakke med virksomhederne om, hvad de kan tilbyde, og hvad de forventer af os. Man kan komme til jobcaféen med opdateret cv, selvsikkerhed og udstråling i top, fordi man er på hjemmebane, og har fået muligheden for at gøre sig klar med brug af jobcoach og vejledning. Alle kan få den hjælp, de har brug for individuelt, og det har gjort os klar til at snakke med nye potentielle arbejdsgivere,” siger hun, og fortsætter: ”Der er også mulighed for, at vi kan opkvalificere os, hvis der er noget, vi mangler. Der har været en meget positiv stemning, fordi der bliver gjort en stor samlet indsats - det kan man mærke, og det smitter af på humøret i en ellers trist situation. Jeg havde ikke troet, at vi havde nået 300 samtaler.

Projektleder Rikke Marie Lykke fra Jobcenter Kalundborg er glad for, at de tre dage er gået så godt, og at der har været så gode tilbagemeldinger: ”Det har været et stort arbejde, men der har været god opbakning og interesse, ellers kunne det ikke have ladet sig gøre. Virksomhederne er gået ind i det med liv og sjæl, og samarbejdet har været en helt særlig oplevelse. Gennem de sidste måneder er det lykkedes at skabe et trygt fundament for de opsagte at søge videre på.

Del