Alt under et tag - Udvider med nyt stort skadecenter

"Da lokalerne så blev ledige, slog vi til og har nu åbnet et skadecenter med foreløbigt tre pladesmede, og der er plads til flere og også rigtigt gerne en lærling"

Alt under et tag - Udvider med nyt stort skadecenter
Det nye skadecenter er på 1000 kvadratmeter så nu råder Kalundborg Autolakering over 2300 kvadratmeter. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Kalundborg Autolakering udvider endnu engang. Ejerkredsen er blevet udvidet og der er netop åbnet et nyt stort skade- og bilplejecenter. Det giver flere muligheder og er godt for det grønne regnskab.

I efteråret 2017 åbnede Morten Sonne Faigh og Emil Olsen Kalundborg Autolakering på Ellemosevej 5A i Ugerløse. Siden er det kun gået en vej, fremad. Lokalerne er blevet udvidet, der er ansat flere medarbejdere, i januar i år blev ejerkredsen udvidet da Brian Bidstrup, som har mange års erfaring som autolakerer, købte sig ind i forretningen og nu er lejemålet netop blevet 1300 kvadratmeter større, dels 1000 kvadratmeter til et nyt stort skadecenter og 300 kvadratmeter til administration, mødelokale og frokoststue til de 11 medarbejdere som nu er ansat, alt under et tag.

”Flere forsikringsselskaber har opfordret os til at åbne et skadecenter, der er lige nu flere måneders ventetid på at få lavet en skade på flere af de lokale værksteder, og da lokalerne så blev ledige, slog vi til og har nu åbnet et skadecenter med foreløbigt tre pladesmede, og der er plads til flere og også rigtigt gerne en lærling,” fortæller Morten Sonne Faigh, og fortsætter, ”Med vores eget skadecenter kan kunden få sin bil hurtigere tilbage. Nu skal bilen ikke hentes og bringes hos et lokalt værksted, alt foregår her hos os under samme tag, så når bilen er færdig på pladeværkstedet bliver den kørt direkte videre til maling uden at komme uden for en dør, så når kunden har afleveret sin bil går der typisk tre dage for mindre skader, så er kunden kørende igen.”

”Og så er der mange kunder der går op i, at deres bil er et sted og ikke bliver fragtet rundt mellem værksteder og autolakerer, supplerer Emil Olsen.

Udover investering i lifte og specialværktøj til det nye skadecenter er der også indkøbt 10 lånebiler så kunderne har en bil at køre i mens bulen bliver rettet ud og malet.

Når kunden melder sin skade til sit forsikringsselskab, så kan man nu også vælge Kalundborg Autolakering og Skadecenter som det værksted som skal udbedre skaden. Det nye skadecenter har en aftale med alle forsikringsselskaber.

Et bedre grønt regnskab

Etablering af et skadecenter i forbindelse med autolakerer afdelingen hjælper også på det grønne regnskab. Kalundborg Autolakering har tre biler som henter og bringer biler hos andre værksteder og dermed belaster CO2 regnskabet, men når både skadecenter og autolakerer er samlet under samme tag, skal der ikke køres så meget.

”Både vores kunder og forsikringsselskaberne kigger mere og mere ind i miljødelen, vi var de første i Danmark der skiftede til en særlig miljøvenlig maling og vi er blevet nomineret til bæredygtighedsprisen så vi agter at arbejde videre i den bæredygtige retning,” fortæller Brian Bidstrup.

Del