Alt er floskler

Forestilling omhandler sorgens stilstand, om at vælge gravsten på nettet og om knust-hjerte-syndrom.

Alt er floskler
Odsherred Teater er igen klar med en helt ny forestilling, og fra midten af april drager de på turne rundt i Kalundborg Kommune.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Nu kan man komme med helt tæt på, når Odsherred Teater og Liv I Forsamlingshusene giver et tragikomisk indblik i sorg. Et indblik i, hvordan livet fortsætter, når en mand mister sin kone.

Odsherred Teater er bl.a. kendt fra forestillinger som ”Historien om en sang”, ”To halvgamle mænd - det store liveshow!” og ”Liv I Kludene”. Nu er de igen klar med en helt ny forestilling, og fra midten af april drager de på turne rundt i Kalundborg Kommune.

Livet fortsætter som var intet hændt

Forestillingen har fået titlen: ”Alt er floskler”. En mand får til opgave at skrive dagbog for at få afløb for sorgen og savnet efter sin afdøde hustru. Men det er ikke så nemt, og cursoren står bare og blinker og blinker og blinker… Uden for vinduet myldrer menneskene bare rundt, som de plejer. Som om intet var hændt. Folk med indkøbsposer, hujende børn, friske, røde kinder og weekendplaner.

I pressemeddelelsen står der, at 'Alt er floskler' er nyskreven dramatik af Kjøllmoen/Vedel, og er en forestilling om sorgens stilstand, om at vælge gravsten på nettet, om knust-hjerte-syndrom og et gnavesår i røven. For hvordan klarer man sig, når ens kone pludselig ikke er der mere?

Forestillingen er en del af egnsteateraftalen, som Kalundborg Kommune har med Odsherred teater. De sidste mange år har der været koordineret forestillinger via ”Liv I Forsamlingshusene.”

Medvirkende i forestillingen:

  • Henrik Ipsen
  • Randi Pontoppidan

Komponist:

  • Randi Pontoppidan

Instruktion:

  • Leiv Arne Kjøllmoen

Forestillingen kan ses i

  • Ubby Forsamlingshus, onsdag d. 12. april kl. 19 (Mulighed tilkøb af spisning kl. 18)
  • Røsnæs Forsamlingshus, mandag d. 17. april kl. 19.30 (Mulighed tilkøb af spisning kl. 17.30 )
  • Solbjerg Forsamlingshus, onsdag d. 19. april kl. 19 (Mulighed tilkøb af spisning kl. 17.30)
  • Sæby Forsamlingshus, torsdag d. 27. april kl. 18 (Arrangement er inkl. teater og spisning)
  • Hallebyore Mødested, onsdag d. 10. maj kl. 19.30 (Arrangement er uden spisning, men med kaffe og kage)

Yderligere oplysninger, priser og informationer om billetbestilling findes på www.kalundborglif.dk

Del