Allikelund var velbesøgt på uddannelsesmesse

De unge kunne blive klogere på en hverdag på en af uddannelserne i kommunen, men de kunne også blive klogere på, hvordan en hverdag ser ud hos lokale virksomheder.

kontakt@tv-kalundborg.dk

’’Hvad skal du være, når du bliver stor?’’ Dette klassiske spørgsmål trænger sig ofte på hos unge, når de kommer i 8., 9. eller 10. klasse. Det kan være svært at svare på, men der var god hjælp at hente hele dagen på Kalundborgs Uddannelsesmesse, hvor de lokale uddannelsesinstitutioner og en stribe virksomheder stod klar til at fortælle eleverne om de mange spændende muligheder.

Ud over at de unge kunne blive klogere på en hverdag på en af uddannelserne i kommunen, kunne de også blive klogere på, hvordan en hverdag ser ud hos lokale virksomheder. For de unge, der er i gang med en ungdomsuddannelse, var det også muligt at tale med repræsentanter fra SDU, Professionshøjskolen Absalon, Maskinmesterskolen, DTU samt Arkitektskolen og Zealand.

Et af formålene med messen er blandt andet at oplyse alle de unge, om alle de mange muligheder Kalundborg Kommune rummer, når det kommer til uddannelse. Netop på uddannelsesområdet er der nemlig sket rigtig meget i Kalundborg Kommune, som er i gang med at udvikle sig til en uddannelseskommune.

Allikelund Gymnasium var repræsenteret med en stand, hvor eleverne stod klar til at fortælle om de spændende uddannelser, som K10/EUD/EUX/HHX og HTX. Hele dagen var standen yderst velbesøgt, og bolsjer samt brochure blev flittigt delt ud. Ungdomsuddannelserne på Allikelund Gymnasium har alle det til fælles, at de i deres DNA forholder sig til erhvervslivet og den aktuelle praksis uden for skolen.

”Både de erhvervsgymnasiale uddannelser HHX og HTX samt rækken af erhvervsuddannelser har indbygget en fagrække og en pædagogik, hvor der undervejs i uddannelsen skabes en tæt interaktion med det omkringliggende samfund og de lokale virksomheder. Vi arbejder som udgangspunkt med autentiske problemstillinger i fagene og på den måde, gør vi de unge klar til den praksis, der venter dem efter deres uddannelse,” fortæller Karen Marie Christensen, retor på Allikelund Gymnasium.

Allikelunds eleverne havde også selv mulighed for at deltage i oplæg, og her fortælle om deres valg af ungdomsuddannelse og drømme.

’’Det er fantastisk at opleve, hvordan interaktionen mellem de unge besøgende, uddannelsesinstitutionerne og virksomhederne bare går op i en højere enhed på en sådan dag. Eleverne har tit svært ved at forholde sig til overgangene – og i dag blev de bare meget mindre. Vi har virkelig savnet denne dag de sidste par år, hvor messen desværre har været aflyst pga. Coronaen,” siger Karen Marie Christensen.

Uddannelsesmessen er en årlig tilbagevendende begivenhed, som altid finder sted i november. Det er Kalundborg Kommune, sammen med Kalundborgegnens Erhvervsråd, der står bag arrangementet.

Del