Alliancen Biotekbyen repræsenterer Skandinaviens største biotekklynge

Kalundborg-modellen er troen på devisen om værdien af at løfte i flok.

Alliancen Biotekbyen repræsenterer Skandinaviens største biotekklynge Borgmester Martin Damm var den første som satte sin underskrift på samarbejdserklæringen. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

15 aktører på tværs af Biotekbyen Kalundborg indgår i et unikt partnerskab, hvor lokale virksomheder, uddannelsesinstitutioner og offentlige aktører samarbejder for i fællesskab at understøtte og styrke byens industri, uddannelsesmuligheder og den grønne omstilling. Samarbejdet på tværs af aktørerne i Biotekbyen eksisterer i bedste velgående, og fredag underskrev partnerne en samarbejdserklæring.

Samarbejdet på tværs af aktørerne i Biotekbyen eksisterer i bedste velgående, og fredag blev partnerskabet Alliancen Biotekbyen officielt indviet ved en mindre event på Helix Lab, hvor partnerne underskriver en samarbejdserklæring.

Alliancen Biotekbyen bygger på den model, der blandt aktørerne i byen går under navnet Kalundborg-modellen. En model, som handler om samarbejde, stærke partnerskaber og ikke mindst om gensidig tillid.

Kalundborg-modellen er troen på devisen om værdien af at løfte i flok.

”Over 50 år med Symbiosen, det er fantastisk. Det som egentligt bare har været en fornuftig anvendelse af ressourcerne det rammer jo lige ned i den grønne omstilling nu, og endnu mere nu hvor man snakker forsyningssikkerhed, og det giver nogle meget spændende projekter,” sagde borgmester Martin Damm i sin tale da samarbejdserklæringen blev underskrevet, og fortsatte, ”Vi kan tilbyde et miljø med forskning, uddannelse og innovation, vi kan tilbyde en grøn platform som, er helt unik, det betyder at en række virksomheder og andre aktører har fået øjnene op for Kalundborg, jeg er således sikker på, at alliancen kun vil vokse sig større med tiden."

Alliancen Biotekbyen

Alliancen Biotekbyen repræsenterer Skandinaviens største biotekklynge. I samarbejdet indgår flere af Kalundborgs store virksomheder, uddannelsesinstitutioner og offentlige aktører, som bl.a. viderefører det arbejde, der blev startet under navnet Rekrutteringsalliancen. Som navnet antyder, havde rekrutteringsalliancen fokus på rekruttering af kvalificeret arbejdskraft til Kalundborgs mange virksomheder.

Biotekproduktion, procesindustri og industri 4.0

Alliancen Biotekbyen arbejder for, at Kalundborg i 2030 skal fungere som en international vækstmotor for industri 4.0 biotekproduktion og proces med startupmiljø og optimal infrastruktur.

Knowledge Hub Zealand og Kalundborg Symbiosen, begge medlemmer af Alliancen Biotekbyen, har eksempelvis spillet en central rolle i at tiltrække en bevilling fra Danmarks Erhvervsfremmestyrelsen på 60,4 mio. kr. til udvikling af et Erhvervsfyrtårn for fødevarer og biosolutions på Sjælland. Bevillingen skal bl.a. gå til investering i demonstrations-, opskalerings- og testfaciliteter samt innovationssamarbejder til gavn for Kalundborg og for hele Region Sjælland.

De 15 aktører på tværs af Alliancen Biotekbyen er: Kalundborg Kommune, Kalundborg Forsyning, Novo Nordisk, Novozymes, NNE, Chr. Hansen, Kalundborg Refinery, Helix Lab, Professionshøjskolen Absalon, Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser, Maskinmesterskolen København, Kalundborg Gymnasium, Knowledge Hub Zealand, Kalundborg Symbiose og Kalundborgegnens Erhvervsråd.

Del