Alle medarbejdere evakueret på Novo sitet i nat
Brandvæsenet indsatte kemikaliedykkere i forbindelse med et ammoniakudslip.
Af Jens Nielsen
I forbindelse med et ammoniakudslip natten til torsdag blev alle medarbejdere på Novo sitet i Kalundborg evakueret. "Alle de procedurer vi har trænet flere gange, fungerede helt efter planen", siger brandvæsenets indsatsleder.
Natten til torsdag kl 01.43 blev Vestsjællands Brandvæsen alarmeret om et ammoniakudslip hos Novo Nordisk.
Brandvæsenet indsatte kemikaliedykkere til opgaven og såvel kemisk beredskab og Beredskabsstyrelsen blev tilkaldt.
”Man er nødt til at slå den store alarm når der er tale om ammoniak indtil man har et overblik over hvor voldsomt det er, men det lød mere alvorligt end det var og ingen omkringboende har på noget tidspunkt været i fare,” fortæller Jesper Christensen, indsatsleder ved Vestsjællands Brandvæsen, og fortsætter, ”Hvad der er sket rent teknisk ved jeg ikke, men det som skete var, at der er en sikkerhedsventil der lukker ud helt som den skal når der er et set up og med det samme så lukker anlægget selv ned, det fungerede fuldt ud, så mængden af ammoniak der er sluppet ud er formentligt ikke så stor.
Vi har haft sat kemikaliedykkere ind i opgaven som i samarbejde med medarbejdere hos Novo Nordisk fik styr på problemet, det er trods alt dem som kender anlægget, så alle de øvelser vi gennem årene har kørt sammen med Novo Nordisk de bar frugt i nat, de ved hvad vi kan og vi ved hvad de kan, og hvad vi forventer af hinanden, så der har været helt styr på situationen og ingen har været i fare.”
Alle medarbejdere på Novo sitet blev evakueret i forbindelse med ammoniak udslippet, og hele den del fungerede helt efter de procedurer som Novo Nordisk har udstukket til deres medarbejdere, oplyser indsatslederen.