Alle brandmænd kaldes ind når der køres Tour de France

Af Jens Nielsen
Det er ikke kun i kommunerne, at de er ved at få puslespillet til at gå op med hensyn til afviklingen af Tour de France, som kommer gennem Kalundborg Kommune lørdag d. 2. juli. Hos Vestsjællands Brandvæsen har de også en opgave i at få planlagt, hvordan brandbilerne kommer frem, hvis uheldet er ude mens mange veje er spærret af.
Når verdens største cykelløb, Tour de France, kommer gennem Kalundborg Kommune vil mange veje være afspærret for al trafik fra kl. 11 til kl. 17.
Det kan godt blive et problem for brandbilerne at komme frem hvis der opstår en brand eller et færdselsuheld eller en arbejdsulykke hvor der skal bruges frigørelsesværktøj.
Men det er der fundet en løsning på, alle brandmænd under Vestsjællands Brandvæsen, som dækker Kalundborg, Holbæk og Odsherred kommuner, er simpelthen kaldt på arbejde og vil blive fordelt på begge sider af ruten.
”Vi har været i gang med planlægningen de sidste par år i samarbejde med politiet hvor vi har været til rigtigt mange møder. Vores tre kommuner bliver skåret over flere steder af Tour de France-ruten, og det giver selvfølgelig nogle udfordringer, derfor har vi indkaldt alle mand som så placeres i brandbilerne stratetiske steder på begge sider af ruten, fx sender vi en brandbil til Røsnæs som kan være klar på den side af ruten hvis der skulle opstå en brand,” fortæller Lars Karlsen, der er beredskabsdirektør i Vestsjællands Brandvæsen, og fortsætter,
”Der bliver nogle overgange på ruten hvor man kan køre over med fx et redningskøretøj, og derfor bemander vi vores vagtcentral med to mand den dag som ved helt præcist hvor de her overgange de er, og skulle der ske noget så kan vedkommende medarbejder guide brandbilerne igennem.”
Vestsjællands Brandvæsen vil også have Jan Malev, der er områdeleder for Operativ & Vagtcentral, placeret på politiets vagtcentral i Roskilde. Her vil hele Tour de France-dagen blive styret fra med hensyn til alle former for trafik og eventuelle politi og redningsopgaver.
Vestsjællands Brandvæsen har også kontaktet Kalundborg, Holbæk og Odsherred kommuner og tilbudt dem at guide fx en hjemmeplejebil hen til en af de overgange som er på ruten hvis de skal frem til et nødkald hos en borger.
Ifølge beredskabsdirektøren er der ingen grund til at være bekymret som borger, hvis der sker en ulykke den 2. juli. ”Vi er klar,” siger han.