’AfterBeat’ på Kontoret
Endnu engang inviterer Kalundborg Blues- & Jazzclub til et spændende arrangement på Kontoret. Det foregår søndag d. 14. april kl. 14.00
Af Jens Nielsen
Kalundborg Blues- & Jazzclub er klar med endnu en intimkoncert på værtshuset Kontoret. Det bliver søndag d. 14. april hvor bandet ’AfterBeat’ underholder.
Endnu engang inviterer Kalundborg Blues- & Jazzclub til et spændende arrangement på Kontoret. Det foregår søndag d. 14. april kl. 14.00 hvor det er AfterBeat som står på scenen.
AfterBeat spiller swing/jivemusik med tempo, drive stilen er jazzen fra swingtiden i 40’erne og 50’erne - krydret med nyere populærnumre.
De sender er speciel hyldest til de gamle danske jazzsangerinder som Grethe Ingmann, Daimi, Gitte Hænning, Lise Reinau m.fl. der genfortolkede de gode amerikanske jazzmelodier med danske “undersættelser” af de store tekstforfattere – Jesper Klein, Mogens Dam og Robert Arnold.
Bandet blev i sin tid startet af Lars Hallgren og Christian Wolff der slog deres musikalske rødder sammen på Næstved Gymnasium tilbage i starten af 80'erne og har gennem årene spillet i diverse jazzklubber, Royal Run, Femø Jazzfestival, Snake City Jazzfestival, Copenhagen Jazzfestival, fødselsdage, byfester, bryllupper og begravelser.
Sommerjazz i gårdhaven
Den lokale Blues- & Jazzclub fortsætter deres meget besøgte arrangementer i Kontorets gårdhave hen over sommeren. Hele ni lørdage bliver der Blues- & Jazzmusik.
Programmet er allerede klar og kan ses på foreningens hjemmeside.
Billetter til arrangementet d. 14. april kan købes hos Alfa Optik, Kordilgade 35, Kalundborg, og inkluderer 3 stk. smørrebrød. Spisningen starter kl. 13 og selve koncerten kl. 14.