Adventsløbet er en hyggelig tradition
Det er efterhånden en tradition med mange år på bagen, og det er fortsat en populær tradition i løbeklubben, hvor mange deltager.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Så er der igen mulighed for at løbe adventen i møde med 5 Tårns Motion i Kalundborg. De holder nemlig adventsløb søndag den 1. december, hvor man faktisk også kan gå ruten.
Det er efterhånden en tradition med mange år på bagen, og det er fortsat en populær tradition i løbeklubben, hvor mange deltager. Der bliver hygget, og man får rørt benene, inden de skal hjem til familiens egen adventshygge, eller måske skal videre til Vores Kalundborgs julearrangement med fakkeltog, julelys- og juletræstænding i byen sidst på eftermiddagen.
”Det er blevet en hyggelig tradition, kun afbrudt af coronaens hærgen i 2020,” siger næstformand i klubben Jesper Bundgaard.
Forskellige ruter
Der kan deltages i 5 og 10 km, halvmaraton eller marathon, hvor der bruges en 5,27 km omgangsbane med udgangspunkt fra 5 Tårns Motions klubhus ved den gamle campingplads i Ellingelund.
Ruten er, som tidligere år, op til otte omgang á 5,27 km med start fra 5 Tårns Motions klubhus. Her løber deltagerne igennem det lille stykke skov til Gl. Røsnæsvej, videre gennem byens mose til Solitudevej, Kystvejen, omkring Gisseløre, retur en lille bid af Kystvejen, gennem Strandstien og tilbage til klubhuset. Og så kan man altså løbe 1, 2, 4 eller 8 omgang - alt efter tid og lyst.
Medaljer til alle – plus julegave til de mindste
Der er adventsmedaljer til alle distancer, og der kan vælges mellem medalje med 1, 2, 3 eller 4 adventslys, ligesom der er elektronisk tidtagning og mulighed for at udskrive diplom fra klubbens hjemmeside.
Efter løbet står Heidi Nielsen og hendes hjælpere klar med varm kakao og honninghjerter, og de yngste deltagere kan ”dykke” en tur under juletræet og finde en lille julegave.
Praktisk
Halvmaraton og maraton begynder kl. 9 og 5 og 10 km begynder kl. 10.
”Halvmaraton og 5 &10 km kan gennemføres både løbende og gående. Maraton kun i løb,” fortæller Jesper Bundgaard.
Tilmeldingen til adventsløbet hos 5 Tårns Motion i Kalundborg foregår på www.5tarnsmotion.dk