Åbningsfest på Fugledegård

Fugledegård-Tissø Vikingecenter inviterede lørdag eftermiddag alle interesserede til stor åbningsfest.

Åbningsfest på Fugledegård
Festlighederne fandt sted lørdag eftermiddag på den smukke lokation på Fugledegård ved Tissø. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Fugledegård-Tissø Vikingecenter inviterede lørdag eftermiddag alle interesserede til stor åbningsfest for sæsonen 2024, og rigtig mange kiggede forbi til trods for, at vejret ikke viste sig fra sin bedste side.

Festlighederne fandt sted lørdag eftermiddag på den smukke lokation på Fugledegård ved Tissø. Her oplevede gæsterne autentiske vikinge-aktiviteter, spiste spændende vikingemad og drak mjød. For dem, der ønskede at udforske vikingernes verden yderligere, var der mulighed for at gå på opdagelse i vikinge-udstillingen. Ydermere var der underholdning i form af en DJ og live musik fra lokale musikere. Ligesom der var kreative aktiviteter, naturformidling og bålhygge.

Hans Munk, der er formand for Kultur- og fritidsudvalget, sagde også et par ord ved åbningsfesten på Fugledegård lørdag eftermiddag.

“Det er en ny start. Fugledegård hører igen under Kalundborg Kommune, og da vi skulle finde en til at holde øje med stedet og få det til at udvikle sig og vokse igen, var vi så heldige, at Julie havde mod på at søge stillingen. Det er vi så taknemmelige for,” siger Hans Munk, og fortsætter: “Mange ting vil fungere fremadrettet, og det er vigtigt at nævne alle de frivillige, der hører til Fugledegård. De er livsnødvendige for stedet og er det fortsat. I har holdt ud, og I er her stadig. Det er vi glade for.”

Fugledegård-Tissø Vikingecenter vil have åbent fra 4. maj til og med efterårsferien i uge 42. Følg eventuelt med på Facebook eller på www.vikingecenter.dk

Del