Åbner portene til brandstationen for alle interesserede

Vestsjællands Brandvæsen inviterer til åbent hus på stationen i Kalundborg.

Åbner portene til brandstationen for alle interesserede
Per Hasselbalch, stationsleder på brandstationen i Kalundborg, inviterer til åbent hus sammen med kollegerne på stationen i Kalundborg. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Vestsjællands Brandvæsen inviterer alle interesserede indenfor på brandstationen i Kalundborg søndag d. 12. november.

De fleste ser kun et hurtigt glimt af en brandbil, når den kører forbi med udrykning på vej til en brand- eller redningsopgave, men nu bliver der mulighed for at komme helt tæt på de store røde køretøjer.

Søndag d. 12. november fra kl. 13 til 15 inviterer Vestsjællands Brandvæsen til åbent hus på brandstationen i Kalundborg, Rynkevangen 12.

Her vil der blive mulighed for at opleve brandbiler i alle størrelser, stationens redningsbåde, det kraftige frigørelsesudstyr som benyttes i forbindelse med færdselsuheld, kemikaliedragter som benyttes af brandfolkene i forbindelse med kemikalieudslip, og børn og barnlige sjæle for også mulighed for at sprøjte med vand.

”Vi inviterer alle interesserede, både børn og voksne, til at komme indenfor på brandstationen hvor alt vores udstyr kan opleves på tætteste hold og der vil også være 10 til 15 brandfolk som kan fortælle, dels om udstyret men også om det at være brandmand, og skulle der være kvinder eller mænd som kunne være interesseret i at blive brandmand, må de også rigtigt gerne henvende sig for at høre mere om jobbet,” fortæller Per Hasselbalch, stationsleder på brandstationen i Kalundborg.

Der er fri entre til åbent hus arrangementet og der kræves heller ikke tilmelding, så mød op til et par spændende timer på brandstationen.

Del