Åbent igen – og klar til at fejre fødselsdag
”Velkommen tilbage, godt at se jer igen.” Ordene kommer fra Meny købmand Peter Egebæk som mandag formiddag tog imod kunderne som endelig kunne vende tilbage i supermarkedet på Nørre Alle.

Af Jens Nielsen
Efter at have haft lukket en hel uge grundet mus i frugt og grøntafdelingen, kunne Meny Kalundborg endelig åbne igen mandag først på formiddagen. Hele ugen fejres Meny kædens fødselsdag og kunderne bliver forkælet.
”Velkommen tilbage, godt at se jer igen.” Ordene kommer fra Meny købmand Peter Egebæk som mandag formiddag tog imod kunderne som endelig kunne vende tilbage i supermarkedet på Nørre Alle.
Og kunderne var glade for at være tilbage, ”Hvor har vi dog savnet jer,” lyder det stort set ens fra kunderne på vej ind i Meny Kalundborg.
”Jeg føler mig nærmest som sådan et lille overstadigt barn, vi er meget taknemmelige for, at vi kan åbne igen og at kunderne kommer tilbage,” fortæller Peter Egebæk, mens der igen og igen bliver budt velkommen til strømmen af kunder på vej ind for at handle.
”Meny kæden har jo 7-års fødselsdag i denne uge og vi har været med fra starten, det markerer vi med en masse ekstra gode tilbud og i morgen tirsdag inviterer vi på gratis kaffe og hveder mellem kl. 9-12. Fredag inviterer vi på slagterens hjemmelavede grillpølser og pølsebrød fra bageren, øl og vand,” fortæller Meny købmanden.
Fredag vil der også være et væld af smagsprøver i hele supermarkedet, og der vil være hyggemusik mens kunderne. handler og så kan der vindes fine præmier ved at deltage i en række konkurrencer på Facebooksiden for Meny Kalundborg.
Der bliver også mulighed for at vinde flotte præmier hos sushi shoppen EatHappy, hvor der skal drejes på lykkehjulet.
Månedens kaffe
Meny har i lang tid tilbudt en kop gratis kaffe når der handles, og det gode tilbud fortsætter, men nu er der sat et helt nyt kaffehjørne op i forretningen i samarbejde med Lavazza. Her skiftes kaffen så en gang om måneden og en pakke af månedens kaffe er sat op så kunderne kan se hvad de drikker.
Børn ifølge med en voksen kan få en børne bolle og en juicebrik. Det bliver flyttet lige indenfor i frugt- og grøntafdelingen hvor det udleveres.