Åbent hus på Rynkevangskolen

Torsdag eftermiddag summede det af liv på gangene og i klasserne på Rynkevangskolen i Kalundborg.

Åbent hus på Rynkevangskolen
Foto: Kalundborg Kommune.

kontakt@tv-kalundborg.dk

Torsdag i sidste uge holdt Rynkevangskolen åbent hus for elever, bedsteforældre, søskende og venner. Eftermiddagen bød blandt andet på kunstudstillinger og cirkus. Elever havde også forberedt engelsksprogede brochurer til de borgere, der kommer til Kalundborg fra udlandet.

Torsdag eftermiddag summede det af liv på gangene og i klasserne på Rynkevangskolen i Kalundborg, da skolen fra kl. 14 åbnede dørene for alle interesserede forældre, søskende, bedsteforældre og elevernes venner fra andre skoler.

I løbet af eftermiddagen viste eleverne stolt de fremmødte rundt på fællesarealer og klasseværelser, der i dagens anledning var indrettet og pyntet op som værksteder med forskellige temaer. I skolens musiklokale kunne forældre og bedsteforældre se cirkusforestilling, hvor man naturligvis kunne også købe popkorn til forestillingen, IC-klasserne var klar med sanseoplevelser og LEGO-robotter og indskolingen var omdannet til kunstmuseum.

Mette Lykkebo Thomsen er skoleleder på Rynkevangskolen, og for hende er åbent hus-dagen vigtig, fordi elevernes familier ser skolen på en anden måde, end de plejer.

”Når forældrene, bedsteforældrene og elevernes søskende kommer til arrangementer på skolen som eksempelvis denne åbent hus-dag, så ser de for det første måske andre dele af skolen, end de plejer. Men de får også mulighed for at snakke med andre lærere end dem, deres børn plejer at have i timerne, så på den måde får de et større indblik i deres børns skolegang. Og så er det jo altid bare skønt at se så mange glade børn, unge, forældre og søskende samlet på skolen. Stemningen var da i hvert fald ikke til at tage fejl af,” fortæller en tydelig glad skoleleder.

Har forberedt sig hele ugen

Forud for torsdagens åbent hus har eleverne arbejdet med forskellige temaer i klasserne og på årgangene. I indskolingen har eleverne arbejdet med kunst i Kalundborg, på mellemtrinnet har omdrejningspunktet været cirkus og akrobatik, og i udskolingen har eleverne i løbet af ugen beskæftiget sig med Kalundborg Kommunes industrielle og kulturelle udvikling. Her blev produktet en række korte videoer og flotte brochurer, der skal både formidle og inspirere til at flytte til kommunen. Og fordi Kalundborg tiltrækker en del udenlandsk arbejdskræft har eleverne naturligvis skrevet teksterne på engelsk. Eleverne fra skolens inklusionscenter har i løbet af ugen arbejdet med sanser, øer og eksperimenteret med LEGO og var klar til at vise de fremmødte LEGO-robotter og ølandskaber.

Ifølge Mette Lykkebo Thomsen er arrangementet ikke kun en god mulighed for forældrene til at se skolen i lidt mere uformelle rammer. Også eleverne får fagligt og socialt udbytte ud af dagen.

”Hele ugen har eleverne knoklet for at have udstillinger, forestillinger og fremvisninger klar til at vise for deres familier. Det er vigtigt, at det er eleverne selv, der viser det frem, de har lavet. For de har et kæmpestort ejerskab for produkterne, og ved at vise og fortælle, træner de formidling af det faglige stof – og det er vigtigt uanset hvilket klassetrin, man går på. Og så bliver de også altid så stolte og glade over at vise, det de laver,” afslutter skolelederen.

Del