Åbent Hus: ”Det er nok det mest vilde vi har oplevet”

Tom Johansen oplyser, at selv om elpriserne er steget, så kan der opnås store besparelser ved at udskifte sit gasfyr med en varmepumpe.

Åbent Hus: ”Det er nok det mest vilde vi har oplevet” Tom Johansen, indehaver af Urhøj, i snak med nogle af de mange gæster som lørdag besøgte virksomheden i Gørlev. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Lørdag inviterede VVS-installatør og energirådgiver Urhøj på Agertoften i Gørlev til Åbent Hus og som forventet var det varmepumper som der var det helt store emne.

Energipriserne er rekordhøje i øjeblikket, priserne på gas og el er eksploderet i den seneste tid. Derfor er der også rigtige mange forbrugere som er på udkig efter en anden løsning til opvarmning af deres bolig, særlig hvis der opvarmes med gas.

Lørdag havde VVS-installatør og energirådgiver Urhøj i Gørlev inviteret til det årlige Åbent Hus-arrangement med fokus på forskellige former for løsninger til opvarmning af boligen. Især varmepumper er det helt store emne i øjeblikket.

”Det er nok det mest vilde vi har oplevet i de otte år hvor vi har afholdt Åbent Hus, aldrig før har vi skrevet så mange op og lavet så mange besøgsaftaler som denne gang, det er vildt,” fortæller Tom Johansen, indehaver af Urhøj, efter at de sidste gæster er gået hjem, og fortsætter, ”Vi plejer jo altid at få spørgsmålet, hvad er prisen, i år var det første spørgsmål, hvornår kan i levere, så det har været en god dag med mange glade gæster.”

Tom Johansen oplyser, at selv om elpriserne er steget, så kan der opnås store besparelser ved at udskifte sit gasfyr med en varmepumpe.

”Når vi laver beregninger for kunderne og sætter den høje gaspris ind sammen med den høje elpris, så har vi aldrig set så lave tilbagebetalingstider, fordi gassen er så dyr lige nu, så det er med at få udskiftet sit gasfyr nu,” fortæller Tom Johansen.

Urhøj har mange varmepumper i ordre lige nu som løbende leveres i Gørlev, men ordre som afgives til leverandøren nu, er leveringstiden omkring et år.

Mange hundrede gæster besøgte Urhøj lørdag, mange af dem fra store dele af Vestsjælland, der er spist 600 store grillpølser og drukket mange liter fadøl og sodavand, så Urhøj er klar til Åbent Hus igen til næste år, den første lørdag i september.

Del