99 elever smittet på skitur

To og et halvt døgn senere var busserne hjemme igen

99 elever smittet på skitur Foto: Colourbox

Af Jens Nielsen

En skitur til Sverige blev usædvanlig kort for eleverne på Høng Efterskole. På få dage var 99 elever smittet og blev hentet af deres forældre.

117 nytestede og smittefrie elever fra Høng Efterskole satte sig lørdag i busser mod skiferie i Sverige. Tre coronasmittede lod de blive hjemme.

Men to og et halvt døgn senere var busserne hjemme igen, skriver TV2 Øst på deres hjemmeside.

Coronasmitten var eksploderet, og onsdag var i alt 99 af skolens 120 elever smittet. Det samme var størstedelen af skolens ansatte.

Det fortæller skolens forstander, Thorkild Specht, til TV2 Øst, som har set sig nødsaget til at lukke efterskolen og tilbyde virtuel undervisning.

De første elever begyndte søndag eftermiddag at blive sløje, efter at skolen var ankommet til skistedet i Sverige. De blev isoleret, og det samme gjorde deres nære kontakter. Ti af dem testede positive.

Morgenen efter var yderligere 30 smittet. Her besluttede forstanderen, at skolen måtte retur til Danmark, og eleverne kørte hjem i busser iført mundbind.

Natten til tirsdag trillede busserne igen ind på efterskolens grund, og det var altså tirsdag, da smittetallet var steget til 67, at forstanderen kontaktede myndighederne.

Det var ifølge forstanderen ikke realistisk at få skolen til at fungere. Men hverken de mange smittede elever eller få tilbageværende raske ansatte var ifølge myndighederne nok til en nedlukning.

- Undervisningsministeriet siger, vi skal gennemføre fysisk undervisning på skolen, hvis der er elever, der er i stand til at komme på skolen. Og det mener de jo, der er, når der stadig er nogen, der ikke er smittet, siger han til TV2 Øst.

Og Styrelsen for Patientsikkerhed ville ifølge Thorkild Specht ikke lukke skolen, fordi der stadig var lærere, der kunne undervise, og fordi antallet af smittede elever ikke var højt nok.

Onsdag var alle elever hentet, og 99 var smittet.

Del