98 nye ungdomsboliger i Kalundborg
Inden længe skal der bygges 98 nye studieboliger i Kalundborg.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Inden længe skal der bygges 98 nye studieboliger på Kalundborg Kollegiet - det tidligere Kalundborg Sygehus.
I dag er der 274 studie- og ungdomsboliger samt almindelige familieboliger i Kalundborg Kollegiet, og de er alle lejet ud. Det tidligere sygehus har efterhånden fået renoveret alle bygningerne på nær en, og den står nu også for tur. Ligesom der bliver bygget fra bunden på markstykket bag det tidligere sygehus.
Afventer byggeansøgning på den sidste bygning
I det man kalder bygning 5, hvor der tidligere har været værksted, varmecentral og storkøkken, skal der nu bygges 62 studie- og ungdomsboliger. Bygningen skal udvides med en etage, og der er sendt byggeansøgning af sted til Kalundborg Kommune.
Derudover skal der også laves et helt nyt byggeri, med primært 36 etværelses-lejligheder, på en tom grund ved siden af bygning 1, hvor der lige nu blot er græs og træer. Her har kommunen allerede givet byggetilladelse.
”Vi er lige ved at være færdige med byggeansøgningerne, og så håber vi, at vi kan komme i gang efter sommerferien. Vi har jo allerede fået byggetilladelse til bygning 9, altså hvor vi bygger fra bunden. Så jeg forventer, at det hele er i gang til efteråret i hvert fald,” fortæller Brian Vidtøft Nielsen, som ejer det tidligere Kalundborg Sygehus.
Færdige til studiestart 2026
Planen er, at alle lejlighederne står færdige til studiestart 2026.
”Så er der heller ikke mere jord, der kan bygges på, eller bygninger, der kan renoveres. Det har været en stor opgave. Men jeg er meget glad for, at det er gået så godt, og at boligerne har været lette at leje ud,” slutter Brian Vidtøft Nielsen af med at sige.