85 veteranlastbiler holder pause hos Obel Transport

”Der kommer lastbiler fra hele landet, bl.a. kommer der 15 lastbiler fra Nordjylland, og den ældste lastbil som deltager er fra 1933.”

85 veteranlastbiler holder pause hos Obel Transport Der er mulighed for at 'sparke dæk' lørdag sidst på eftermiddagen, når 85 veteranlastbiler kommer forbi Obel Transport A/S i Kalundborg. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

85 flotte veteran lastbiler på efterårstur ruller lørdag eftermiddag ind på pladsen hos vognmandsfirmaet Obel Transport A/S på Flakagervej i Kalundborg.

Der skal en rimelig stor gårdsplads til når der lige kommer besøg af 85 lastbiler, men hos Obel Transport A/S på Flakagervej i Kalundborg er de vant til at håndtere mange store køretøjer hver dag, derfor er det et perfekt sted for en gruppe mennesker med interesse for veteranlastbiler at holde pause lørdag eftermiddag.

De mange lastbiler, som alle er mindst 30 år gamle, kommer fra hele landet for at deltage i den årlige efterårstur, som i år køres for 10. gang.

”Interessen for at være med har været meget stor, vi har været nødt til at sætte en begrænsning på 85 lastbiler, ellers var der nok kommet 300 og det kan vi ikke håndtere,” fortæller vognmand Martin Jensen, Snertinge, som er med i arrangørgruppen af efterårsturen, og fortsætter,

”Der kommer lastbiler fra hele landet, bl.a. kommer der 15 lastbiler fra Nordjylland, og den ældste lastbil som deltager er fra 1933.”

De mange deltagere starter lørdag morgen fra Volvo i Holbæk og så kører de mange veteranlastbiler en tur rundt på Vestsjælland inden de lørdag eftermiddag omkring kl. 16 lander hos Obel Transport A/S, hvor de mange køretøjer bliver linet op, og alle er velkommen til at kigge forbi for at ’sparke dæk’.

Vognmand Peter Obel og hans personale er klar til at tage imod de mange lastbiler og der bliver dækket op i det store værksted, hvor der så bliver serveret mad og drikke for chaufførerne på veteranlastbilerne.

Del