69-årig fra Kalundborg omkommet efter påkørsel ved rally
Den omkomne official fra Kalundborg var en af cirka 200 officials, der blandt andet skulle stå for publikums sikkerhed ved rallyet. Under hastighedsprøven var der afspærret for øvrig trafik.

Af Jens Nielsen
En 69-årig mand fra Kalundborg har i dag – lørdag – mistet livet efter at være blevet påkørt ved Nykøbing Falster Motor Sports 75-års Jubilæumsrally på Møn. Det oplyser Dansk Automobil Sports Union i en skriftlig meddelelse til Ritzau.
Under en hastighedsprøve mistede en deltager ved Nykøbing Falster Motor Sports 75-års Jubilæumsrally herredømmet over sin bil og påkørte to officials. Påkørslen fandt sted omkring klokken 9.40.
Den omkomne official fra Kalundborg var en af cirka 200 officials, der blandt andet skulle stå for publikums sikkerhed ved rallyet. Under hastighedsprøven var der afspærret for øvrig trafik.
Den 69-årig mand fra Kalundborg blev så slemt skadet ved påkørslen, at vedkommende afgik ved døden. Den anden er fløjet til et sygehus for videre behandling.
Morten Alstrup, pressechef for løbet, fortæller til TV 2, at der lørdag omkring middag blev holdt et informationsmøde, hvor både løbsdeltagere, officials, pårørende og frivillige deltog. Her fik de informationer om ulykken, og hvordan den skete. Desuden blev holdt et minuts stilhed for den afdøde 69-årige.
Morten Alstrup fortæller, at der har været en følelse af tomhed og sorg, særligt blandt deltagerne i løbet, efter ulykken. Efterhånden har folk forladt Nykøbing, hvor krisemødet fandt sted.
- Det er to personer, som ydede et frivilligt stykke arbejde, for at andre kunne have det sjovt. Det er tragisk, at det skulle koste en livet, fortæller han.
Fra arrangørerne lyder det, at jubilæumsløbet lørdag ikke bliver genoptaget efter ulykken.
De nærmeste pårørende til begge mænd er underrettet.