57-årig kvinde udsat for bedrageri

57-årig kvinde udsat for bedrageri

Af Jens Nielsen

Endnu engang er svindlere sluppet afsted med at narre penge fra en person ved at ringe op og udgive sig for at være enten fra banken eller fra politiet.

Søndag aften blev politiet kontaktet af en 57-årig kvinde fra Kalundborg, som havde været udsat for bedrageri af en falsk bankansat og falsk politimand.

Den 57-årige forklarede, at hun var blevet ringet op af en kvinde, der præsenterede sig som Charlotte Hansen fra Nordea, som forklarede, at der var blevet ansøgt om et lån på 76.000 kr. hos Nordea i hendes navn, oplyser politiet i deres døgnrapport.

Herefter viderestillede den falske bankdame den 57-årige til en mand, som præsenterede sig som Mads Emil Skovbo fra Rigspolitiets IT-afdeling. Den falske politimand i røret bad den 57-årige kvinde om at samle de beløb, hun havde stående på sine konti på én konto, og derefter skulle hun overføre det samlede beløb til det, som manden i røret forklarede, var en af politiets sikkerhedskonti, hvilket den 57-årige kvinde efterkom.

Kvinden overførte i den forbindelse knap 50.000 kr. til en fremmed konto. Efterfølgende blev pårørende til den 57-årige kvinde mistænkelig og ringede til politiet på 114, hvor politiet kunne oplyse, at der ikke var nogen ansatte i politiet, der hedder Mads Emil Skovbo.

Pengebeløbet var dog allerede overført til den påståede sikkerhedskonto.  

Del